Danmark sender fly til Marokko for at hente strandede danskere

Marokko lukkede i weekenden for flyafgange på grund af corona. Nu sender Danmark tre fly til landet

Lufthavnen i Marrakech er fortsat propfyldt med rejsende og har været det i flere dage. Video: AP/Reuters via Ritzau Scanpix.

Danmark sender i samarbejde med flyselskaber og rejsebranchen tre fly til Marokko for at hente strandede danskere hjem. Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Marokko besluttede i weekenden at lukke ned for alle fly til og fra landet, og derfor har der skullet findes en løsning for at få de strandede danskere hjem.

Ifølge Jeppe Kofod er der 'nogle hundrede' danskere, der har bedt om hjælp til at komme hjem.

Han fortæller, at danskere, der opholder sig i Marokko, bliver kontaktet, hvis de er på danskerlisten - og derudover vil Udenrigsministeriet gøre opmærksom på tilbuddet på sociale medier.

Derefter skal man selv booke billet på en af de tre afgange. Flyene vil lette torsdag fra Marrakesh.

- Vi har opfordret alle danskere til at komme hjem, og når der nu kommer fly fra Marokko, så skal man købe en billet, hvis man vil hjem.

- Fra Marokkos side er det meldt ud, at luftrummet bliver lukket torsdag middag, så det skal ske nu, siger Jeppe Kofod.

I weekenden lød det, at der var mere end 1000 danskere i Marokko.

I mellemtiden er en del af disse kommet hjem, og ifølge Jeppe Kofod er de tre flyafgange tilstrækkelige til at få de danskere hjem, der har bedt om hjælp til at komme retur til Danmark.

Blandt andet kom der tirsdag 150 danskere hjem med et Norwegian-fly fra Marokko til København.

Selv om Marokko nu er taget af listen over strandede danskere, er der fortsat en række andre lande i verden, hvor det er vanskeligt at rejse ud fra, og hvor der opholder sig danskere.

Jeppe Kofod fortæller, at Udenrigministeriet især har fokus på en række lande i Latinamerika og Asien. En arbejdsgruppe er nedsat for at finde løsninger.

- Der er ingen tvivl om, at vinduet for at rejse hjem til Danmark lukker, og det lukker hurtigt. Grænserne lukker, og der er indført restriktioner for fly mange steder.

- Men man skal huske, at selv om man er strandet derude, så er man ikke efterladt, siger Jeppe Kofod.

Han fortæller, at man blandt andet er i dialog med myndighederne på Filippinerne, som er klar til at samarbejde om at lade danskere rejse ud fra landet.

260 kommentarer
Vis kommentarer