Danmark vinder Bocuse d'Or

Danske kokke har vundet den intense kokkekonkurrence Bocuse d'Or, der er det uofficielle verdensmesterskab for kokke

Danmark har vundet endnu et verdensmesterskab. Video: Bocuse d'Or

Køkkenchef Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel i Nordjylland har vundet det uofficielle mesterskab for kokke, Bocuse d'Or.

Forud for årets mesterskab har Kenneth Toft-Hansen knoklet sammen med sit hold, der blandt andet består af assistent Christian Wellendorf, for at få alt til at gå op i en højere enhed.

Og Christian Wellendorf har ved konkurrencen også gjort et ekstra godt stykke arbejde. Således vinder han også prisen 'Best Commis Chef' for sit arbejde som kokkeassistent ved konkurrencen.

Kenneth Toft-Hansen havde ved mesterskabet valgt temaet 'Flora Danica' til sine retter efter de klassiske opslagsværker om danske blomster og planter.

- Vi vil bruge nogle af de ting, der er langs de danske kyster. Hybenroser, enebær og vild timian er blandt ingredienserne.

- Vi har prøvet at gå den florale vej. Og tingene må gerne se naturlige ud, sagde køkkenchefen forud for konkurrencen.

Fakta: Bocuse d'Or

* Den franske mesterkok Paul Bocuse har lagt navn til Bocuse d'Or.

* Bocuse d'Or blev første gang afviklet i 1983.

* Konkurrencen holdes hvert andet år i Lyon i Frankrig. Her dyster 24 lande, der blandt andet har kvalificeret sig via den europæiske udgave af konkurrencen, Bocuse d'Or Europe.

* Hvert deltagerland stiller med en dommer.

* Deltagerne skal fremvise to serveringer for dommerne. I år skulle kokkene lave en grøntsagschartreuse med skaldyr samt en hovedret, der indeholder kød fra fransk kalvekam.

* I 2011 vandt Rasmus Kofoed, som er køkkenchef og medejer af restauranten Geranium, Bocuse d'Or.

* I 2012 vandt den danske kok Jeppe Foldager bronze ved Bocuse d'Or Europe. Året efter vandt han sølv ved mesterskaberne i Frankrig.

Kilder: Bocusedor.dk og bocusedor-europe.com.

Nordisk overlegenhed
Det er ikke kun det danske team, der kunne stille sig op på sejrsskamlen i Lyon, Frankrig, hvor Bocuse d'Or fandt sted her til aften.

Det svenske team fik en fin andenplads, og holdet fra Norge fik bronze.

Finland fik en en fjerdeplads ved tirsdagens konkurrence

Kenneth Toft-Hansen fik sammen med Christian Wellendorf bronze ved Bocuse d'Or Europe i juni sidste år.

Det er de ti bedste ved europamesterskaberne, som går videre til hovedkonkurrencen, Bocuse d'Or.

Hjælp af tidligere vinder
Kenneth Toft-Hansen og hans team har fundet træning og hjælp af kokken Rasmus Kofoed, der selv har vundet Bocuse d'Or i 2011.

Rasmus Kofoed, der er køkkenchef og medejer af restauranten Geranium, var med sin sejr i 2011 den første, og dengang eneste, dansker, der havde vundet det uofficielle mesterskab.

Nu kan han så dele hæderen sammen med Kenneth Toft-Hansen.

Tilbage i 2015 overtog Kenneth Toft-Hansen driften af Svinkløv Badehotel. 26. september 2016 brændte det historiske badehotel ned til grunden. Det var en defekt tørretumbler, der var skyld i branden

Svinkløv Badehotel forventes genåbnet i løbet af 2019.

Se også: Dansk kulturhistorie brændte ned: Har gennemgået fantastisk forvandling

57 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere