Danmarks første Vimmersvej: Her bor faktisk en dejlig steg

En vejstump i Thy er nu opkaldt efter Flemming 'Bamse' Jørgensens udødelige landeplage. Men er numserne nu også bare?

Hanne Fårup Rasmussen er vild med at bo på Vimmersvej. Men hun agter ikke at gå med numsen bar i tide og utide. Her hænger hun for en sikkerheds skyld trusser til tørre. Foto: Anita Graversen
Hanne Fårup Rasmussen er vild med at bo på Vimmersvej. Men hun agter ikke at gå med numsen bar i tide og utide. Her hænger hun for en sikkerheds skyld trusser til tørre. Foto: Anita Graversen

Helt deroppe på Vimmersvej

der bor en dejlig steg

hun går rundt der helt uden bukser

lige noget for mig.

Flemming 'Bamse' Jørgensens udødelige landeplage 'Vimmersvej' bragede igen og igen ud af højttalerne. Men karaoke-koncerten fandt ikke sted i Aarhus, hvor sangeren opfandt den dejlige drømmekvinde i 1975. 

Festen udspillede sig op til weekenden på en lille villavej med fem parcelhuse i Thy. Her afslørede Thisteds tidligere borgmester, Erik Hove Olesen, det ene af to skilte til Danmarks - og verdens - første virkelige Vimmersvej. 

– Det er sådan en hyggelig sang. Den bliver jeg aldrig træt af, siger en af beboerne i indvielses-festen, Jeanette Fuglsang Andersen.

Plankeværket tager lige en del af udsigten, når Hanne Fårup Rasmussen hygger sig i sin og ægtefællen Eriks drivhus. Foto: Anita Graversen
Plankeværket tager lige en del af udsigten, når Hanne Fårup Rasmussen hygger sig i sin og ægtefællen Eriks drivhus. Foto: Anita Graversen

Hun går med numsen bar, hurra
'Vimmersvej' står der nu temmelig kommunalt for enden af vejstumpen. Bare numser er der nu ikke nogen af, men det kan selvfølgelig komme.

Navneændringen blev i august godkendt i en ruf af Thisted Kommune. Beboerne var trætte af det alenlange og vanvittigt usexede 'Kronborgvejs sidevej'.

Sangen om Vimmersvej

Hit på dansktoppen: Flemming Jørgensen med kunstnernavnet Bamse udsendte ’Vimmersvej’ på sit debutalbum i 1975. Samme år blev sangen et hit på Dansktoppen i Danmarks Radio, og den har siden bidt sig fast som en landeplage.

Hurtig undersættelse: Vimmersvej er en ’undersættelse’ af det amerikanske nummer ’The Lions Sleeps Tonight’, som igen er baseret på den sydafrikanske melodi ’Mbube’ fra 1939. I sangen ’The Lion Sleeps Tonight’ synges ’wimoweh’. Bamse ’undersatte’ det til ’Vimmersvej’. Det tog ti minutter at skrive teksten.

Bamses vejnavn: Flemming ’Bamse’ Jørgensen døde i 2011. Et område i nærheden af Østbanen i sangerens hjemby blev sidste år navngivet Flemming Bamse Jørgensens Plads.

Nu er der ni bogstaver færre i vejnavnet, og Ekstra Bladet kan bekræfte, at der IKKE er tale om falsk varebetegnelse.

Vimmersvej rummer faktisk fem fastboende voksne kvinder, og MINDST én af dem er en dejlig steg.

Det er Erik Søgaard Rasmussens kone. Hun er 51 år gammel og hedder Hanne.

– Jo, da. Det kan hun sagtens leve op til. Hun går faktisk også nogle gange med numsen bar, bekræfter Erik.

Flemming Bamse Jørgensen i sin storhedstid i 2005. Vimmersvej var en fast del af den populære entertainer og sangers repertoire ved koncerter rundt omkring i Danmark. Foto: Linda Johansen
Flemming Bamse Jørgensen i sin storhedstid i 2005. Vimmersvej var en fast del af den populære entertainer og sangers repertoire ved koncerter rundt omkring i Danmark. Foto: Linda Johansen
 
Den 56-årig thybo oplyser, at der er store vinduer ud mod vejen i ægteparrets ikke særligt gamle parcelhus, og venlige lurere er faktisk velkomne. Om de kommer lige fra skole som i sangen, spiller ingen rolle.

– Vi er meget sociale her på vejen, og der er altid en kold øl eller kaffe, siger Erik Søgaard Rasmussen.

Ekstra Bladet tjekker også lige hos Hanne Fårup Rasmussen. Er hun frisk på at opføre en lille, fræk dans for vindueskiggerne?

– Ikke med numsen bar. Nej, det skal folk ikke tro, siger hun på den der jyske måde, hvor man aldrig ved, om munden siger nej og øjnene 'ja'.

Ligefrem tæt trafikeret er Vimmersvej endnu ikke. Det kan komme, når det nu breder sig, at den frække vej ligger i Thisted. Foto: Anita Graversen
Ligefrem tæt trafikeret er Vimmersvej endnu ikke. Det kan komme, når det nu breder sig, at den frække vej ligger i Thisted. Foto: Anita Graversen
 
Hanne er faktisk fra Malling syd for Aarhus. Det er Eriks svigermor også. 

Den 75-årige dame flyttede sidste år til Thy efter at være blevet enlig, og hun er stadigvæk vild med aarhusianske Bamse. Det var hende, der luftede Vimmersvej som en mulighed, da kommunens tekniske forvaltning havde afvist det alt, alt for almindelige Lærkevej.

Postbudet ringer altid to gange
– Postbuddet har også spurgt, om det er seriøst. Jeg svarede: Ja da, det er det, griner 30-årige Jeanette Fuglsang Andersen, som måske må indstille sig på, at postbuddet fremover altid ringer på to gange.

Så er det tid til en fredagsbajer. Ægteparret Hanne og Erik nyder livet på Vimmersvej. Sangen er de ikke trætte af. Ikke endnu. Foto: Anita Graversen
Så er det tid til en fredagsbajer. Ægteparret Hanne og Erik nyder livet på Vimmersvej. Sangen er de ikke trætte af. Ikke endnu. Foto: Anita Graversen
 
Jeanette Fuglsang Andersen bor i nummer 6 og har ikke spor imod at blive vurderet på sit udseende.

Om Bamse nogensinde har optrådt i nærheden af virkelighedens Vimmersvej, aner beboerne for resten ikke. 

Men de ved, at fremover vil den afdøde Aarhus-crooners sang konstant være på plakaten i Thys største by:

Hver dag jeg kommer hjem fra skole

går jeg hen forbi

for at se om hun stadig er der

og det er kun fordi

Huuuun går rundt med numsen bar - hurra
 
Forbudt for souvenir-jægere

Her er beviset: Vimmersvej ligger i Thy, hvor den dejlige steg med numsen bar også befinder sig, hvis man er heldig. Det havde landeplagens nu afdøde ophavsmand, Flemming Bamse Jørgensen, helt sikkert ikke forestillet sig. Foto: Anita Graversen

Thisted Kommune har ingen planer om at opbygge et ekstra lager af skilte med Vimmersvej. Det oplyser Susanne Spetzler fra kommunens tekniske forvaltning.

– Det har ikke været i mine tanker. Nu må vi se, hvad der sker, siger kontorassistenten, der officielt godkendte det nye vejnavn efter en offentlig høring. 

Susanne Spetzler anede ikke, at skilte med bynavnet 'Snave' i Assens Kommune stadigvæk jævnligt bliver stjålet af folk, der vil markere, at de holder af de gamle Sonofon-reklamer med 'Polle fra Snave' og spillefilmen 'Polle Fiction' fra 2002.

Overfor DR bekræftede specialarbejder Vagn Petersen sidste år, at det i gennemsnit sker to gange om måneden.

Læs videre under billederne.

Den fynske landsby Snave er jævnligt udsat for frække souvenir-tyve, som ikke kan holde fingrene fra byskiltene. De er helt sikkert inspireret af reklamerne og filmen om 'Polle fra Snave'. Foto: Carsten Andreasen

Her er et af de uantastede byskilte i Snave. Foto: Carsten Andreasen
Her er et af de uantastede byskilte i Snave. Foto: Carsten Andreasen
 
Vimmersvej som forretning
En af Vimmersvejs beboere, Jeanette Fuglsang Andersen, er ikke så bange for, at souvenir-jægere nu vil hjemsøge den lille jyske villavej.

– Det håber jeg ikke. Kommunen må bare sætte ekstra-store bolte i, siger Jeanette.

Susanne Spetzler var faktisk aldrig for alvor i tvivl om, at vejnavnet ’er okay’. Det eneste, hun gik op i, var, om argumenterne for at skifte navn var i orden, om der var andre veje med det nye navn i kommunen, om der var stavefejl, og om der i det hele taget var styr på reglerne.

- Kommunen kunne også gøre det til en forretning. Det kan være, der er penge i Vimmersvej-skilte?

– Ha, ha. Ja, det kan være.

En google-søgning afslører for resten, at der ligger en August Wimmersvej i Valby og en Wimmerstrasse i München og i østrigske Seekirchen og Linz.

Men de har intet med Bamses drømmevej at gøre.