Danmarks nye radiokanal: - Det er anstrengende

ANMELDELSE: Radio Louds værter råber uden endnu at have noget på hjerte, men er til gengæld sindssygt begejstrede for at være . Det er anstrengende, når man ikke er i målgruppen. Dog er der et par konceptuelle lyspunkter

Radio Loud, den nye dab-kanal, sender deres første udsendelse lige efter midnat på deres åbningsdag 1. april 2020. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Radio Loud, den nye dab-kanal, sender deres første udsendelse lige efter midnat på deres åbningsdag 1. april 2020. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Radio Loud

- Kæmpe hey - og et stort velkommen her fra Svendborg, hvor jeg sender nyheder fra!

Med disse ord blev Louds allerførste nyhedsudsendelse indledt. Og da den var færdig efter fem minutter, blev den sluttet med et: Ha' det suuuper fedt!

Så ved man, det er ungt. Eller at nogle forsøger at lyde lige så unge som en 47-årig kasketklædt bøv på skateboard, der desperat forsøger at chatte et par teens op ved rampen. Eller at Loud som lovet helt sikkert sender til dem mellem 15 og 32 år. Hvilket vil sige, at jeg med mine 47-årige blomkålsører ikke er interessant for Loud. Derfor kan Loud jo godt være interessant for mig også som tidligere vært og tilrettelægger på Radio24syv, P1 og P3.

Jeg medgiver, at Loud gjorde mig decideret arbejdsløs. Og det endda med den mest bizarre ansøgningsproces i moderne mediehistorie, hvorfor jeg umiddelbart ville mene, at denne nye, dialogbaserede ungdomsoptursradio er lige så dum en idé som at sælge snebolde på Antarktis. Og så alligevel ikke. Der er faktisk lyspunkter.

I skrivende stund hører jeg lollandske Brynhildr se sig selv i et spejl. Han er transseksuel og arbejder på et autoværksted. 'Spejlet' er et godt koncept, som tydeligvis ikke er udtænkt af de DR-have-beens-mellemleder-buggivuggi-ledelsestyper, der står bag kanalen. Det spejl vender vi tilbage til.

Radio Loud henvender sig fortrinsvis til de 15-32-årige. Kanalen vandt i efteråret 2019 Kulturministeriets udbud om den digitale radiokanal. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Radio Loud henvender sig fortrinsvis til de 15-32-årige. Kanalen vandt i efteråret 2019 Kulturministeriets udbud om den digitale radiokanal. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
 

Mandag efter midnat lagde Loud og ledelsen fra land med at rose sig selv til kvalmepunktet, fordi det var så 'sindssygt', at de overhovedet formåede at sende i disse coronatider. Det må jeg give dem, det er lige i målgruppen at soppe rundt i egen navle.

'Nogle gange virker vi måske lidt nørdede og ude af sync,' indrømmede to hurtigtsnakkende tøser med enslydende stemmer. Den ene var 12-tals pige, den anden opfordrede til at sende musikønsker via hendes Instagram-konto.

'Skriv ind til os, hvad vi skal stille op med det her studie,' var budskabet et halvt år efter, at de vandt udbuddet.

Det lød som Radio4 for teenagetyper, der lige var vågnet op til dåd og alligevel ikke var klar over, hvorfor de egentlig var oppe så sent. Det svigtende signal på både app og net kom natholdet til hjælp, ingen kunne høre dem. Først næste morgen fik jeg igen bekræftet, at Loud asfalterer, mens de kører. Som de gentog i en uendelighed.

'Det er megaskørt, at vi lige fyrer tre timers radio af,' sagde to morgenværter, der vist hed Kevin og Cecilie. Louds hjemmeside har stadig ingen info om programmer og værter, forstås. Det virker ærligt talt, som om coronaen er en kærkommen undskyldning for at være håbløst bagud med planlægningen.

Direktør Ann Lykke Davidsen og Becca Reyes i studiet på Radio Loud. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Direktør Ann Lykke Davidsen og Becca Reyes i studiet på Radio Loud. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
 

Samtlige programmer er derfor betitlet 'Undtagelsestilstand' og er mest af alt et alarmerende studie i, hvordan man kan få tildelt hundrede millioner af skattekroner uden at kvittere med et eneste original indfald. Stort set.

Joh, altså Kevin og Cecilie spillede en masse ung musik og udtalte Loud som Lawt, mens de speeddatede hinanden på spørgsmål om guilty pleasures. De havde jo ikke mødt hinanden før, talte de meget om. Hun var til chips, han var til kartofler!

Er det ikke bare et match made in heaven?

Det syntes de selv, hvorefter vi gik over til at høre, hvor hårdt de unge ellers har det her under coronakrisen.

I et kollektiv var de holdt op med at highfive. Og en ung kvinde med en kronisk lungesygdom havde ikke været ude i 24 dage. Vi hørte om hendes kedsommelige liv tilsat trist underlægning. Hun er ved at få kuk, sagde hun. Det var jeg også.

Dernæst en dagbog fra en karantæneramt studerende: 'Hey, alvoren er begyndt at ramme mig. I går var jeg hjemme ved en kammerat, hvor vi endte med at bage kanelsnegle i stedet for at se Netflix,' snøvlede den tydeligt coronatidspåvirkede Teddy.
'Du kan høre mere om Teddy i næste time,' annoncerede værten med hele følelsesapparatet i femte gear. Hvis de unge ikke fattede budskabet om, hvor hårdt det er for de unge nutildaws, så skulle Kevin nok tvangsfodre den gås.

Kæmpe hey og nej tak, Kevin, råbte jeg og slukkede for min app. Loud lød som et selvoptaget overload af unge i krise, både indholdsmæssigt og på timenyhederne sendt direkte fra Danmarks røvhul, Svendborg, hvor vi også udelukkende hørte om unge, der risikerede at blive coronaensomme og coronadeprimerede.

Over middag kom der dog et desperat forsøg på at få de unge til at grine. Den bebudede satire, som Kulturministeriets regnedrenge pointmæssigt forudså ville give baghjul til prisbelønnede Kirsten Birgit og co., foldede sig ud i form af et stegetermometer oppe i røven på en angiveligt coronaramt spasmager.

Jeg havde det sjovere til min bedstefars begravelse end til denne metaagtige sketch, der hed noget med 'Puty Pies coronakalender' som et selvironisk vink til, at Loud i sin ansøgning hverken formåede at henvende sig til, eller stave rigtigt til den svenske youtuber PewDiePie.

Til gengæld fik de fingre i kongen af tøhø-humor, Sebastian Dorset, der senere sprang fra og dermed overlod pladsen til en ukendt Sebastian.
Den nye ankermand formåede dog ikke at fremkalde den mindste antydning af et smil i min gråskæggede mundvig. Det kan man så ikke klandre satirikeren for. Jeg er jo over 32 år!

Men så, bedst som jeg var parat til at hænge mig i kirsebærtræet, hvis jeg skulle høre flere værter tale om at engage sig på Twitter og have en fed approach og uddele shout-outs til deres teknisk fummelfingrede producere, mens de udråbte sig selv om not boomers, but zoomers, kom der sgu refleksion på skoleskemaet. I et program ved navn 'Boblen' talte økonomer om sammenhængen mellem lykke og penge.

De talte om adaptive forventninger, at i New Zealand måler politikerne lykke via et Happiness Index og så meget andet spændende. Endelig kom vi ud af de selvoptagede metasamtaler. Altså, lige indtil det daglige kulturprogram overtog og fik os alle slået tilbage til start.

Becca Reyes, Cecilie Lange og Mikkel Bagger i studiet på Radio Loud. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Becca Reyes, Cecilie Lange og Mikkel Bagger i studiet på Radio Loud. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
 

Vi blev lovet 'kulturelle nødrationer' og 'corona med en kulturel vinkel', men fik mest damebladssamtaler om at finde mad i naturen, blandet med stift oplæste pressemeddelelser fra kulturen hist og her. Kulturredaktør er Chris Pedersen, mere af navn end af gavn, vil jeg mene, eftersom hans rolle var at grine hysterisk ad sig selv.

Den sidste halve time gik med at høre, hvad Louds kulturredaktion ville bruge aftenen på. Intet kunne rage mig mindre. Jeg synes tværtom, at selvfede Chris og hans kulturkolleger skulle spidse blyanten og stille nogle kritiske spørgsmål til kulturministeren. For eksempel om hvorfor det er 'upassende' at tale om kultur i en krisetid, eller om hvorfor kirkerne som noget af det eneste i landet skal holde åbent i påsken. Gå til den, ring til kunstnerne, sæt ord på kulturen ikke jer selv!

På den led lader det ikke til, at direkte debat er en prioritet på den højtråbende dab-kanal. Det skal være sjovt og positivt, ikke sandt? Og dermed lige så kedeligt og ukreativt og uoriginalt som Radio4.

Det må være den konceptuelle middelmådighed, der skaber behovet for, at værterne hele tiden klapper hinanden på skuldrene. Det ligger i tiden, i Instagram-generationen; fake it till you make it! Ingen behøver lave satire på Radio Louds leflen for de unge, for det klarer de så fint selv.
Jeg var nærmest grædefærdig, da der til allersidst blev kastet den der redningskrans ved navn 'Spejlet'.

En talentfuld interviewer ved navn Adrian Adler Petersen har sammen med det eksterne produktionsselskab Kontrafej budt sig til med idéen om at portrættere 1000 unge over fire år. Den første var den veltalende såkaldte tyk-aktivist Dina, der selv er overvægtig. Hun skulle sidde foran et spejl i en time. Langt om længe faldt tempoet, og der kom tiltrængt dybde og eftertanke på en ellers retningsløs kanal.

- Tykke mennesker bliver også set på som en epidemi, sagde hun i relation til corona.

- Hvis du ikke kendte dig, hvad ville du så tænke om dig selv, lød et spørgsmål.

- Hun er tyk, men ser sød ud, lød svaret.

Det var rørende og modigt, præcis som da den transseksuelle Brynhildr denne formiddag satte sig foran et spejl.

Når Loud en dag indser, at unge ikke hører efter, blot fordi værterne råber og selv forsøger at være ung med de unge, så tror jeg på kanalen.

God taleradio har ingen alder, værter med personlighed og originale idéer rammer både teenagere og pensionister og midaldrende sure mænd som mig. Af samme grund har succesfuld ungdomsradio altid rakt ud over sin målgruppe. Det samme kan man håbe sker for Loud.

René Fredensborg er Ekstra Bladets kulturanmelder og var indtil d. 1. november 2019 ansat på Radio24syv. Synspunkterne er skribentens egne.