Det går fremad for flere af de 91 vanrøgtede hunde, der mandag 4. maj blev fjernet af Dyrenes Beskyttelse og politiet fra en gård ved Hyllinge i Sydsjælland.
Det fortæller leder af Dyrenes Beskyttelses internat i Darup ved Roskilde, Rikke Christensen-Lee, til Ekstra Bladet.
Faktisk går det så meget fremad i Danmarkshistoriens største sag om vanrøgt af hunde, at syv af de 91 nu gøres klar til salg, så interesserede familier kan melde sig og tilbyde at komme og hente hundene.
- Det er syv hvalpe, som både har det mindst komplicerede sind, fordi de ikke har været udsat for så meget, men som også er dem, der ikke gik rundt i staldbygningen, der var fuld af lort. Hvalpene gik på gårdspladsen. Og så er det dem, hvor sundheds-skavankerne ikke var så udtalte. De havde overvejende orm og betændelse i deres hud, som de er blevet behandlet for, siger Rikke Christensen-Lee.
Anderledes står det til for fem-årige Diesel. Han har tirsdag været på operationsbordet, og der kommer til at gå lang tid, før han finder sig en familie.
- Han havde en kronisk og smertefuld øjensygdom i højre øje. Derudover har han nogle problemer med tænderne, som vi skal have løst. Jeg tror, han kommer videre. Han er meget kærlig, kontaktsøgende og hengiven. Jeg er dyrlæge og ved, at hunde sagtens kan leve med et enkelt øje. Han har helt sikkert en god chance for at få sig et godt liv, siger internat-lederen.
Ægtepar flygtet: 91 hunde levede i lort til halsen
Imens Dyrenes Beskyttelse arbejder på højtryk på at gøre livet tåleligt igen for de mange hunde, så venter hundenes tidligere ejer på den vanrøgt-sag, som politiet har stillet i udsigt til hende. Kvinden blev sigtet, da hun endelig dukkede op til afhøring på politistationen i Næstved, men politiet har over for Ekstra Bladet fortalt, at sagen er så stor, så der kommer til at gå noget tid, før der rejses tiltale.
Kvinden risikerer både at blive tiltalt for vanrøgt, men også for at have drevet ulovlig kennel. Med i bevisførelsen kommer naturligvis nogle af de mange billeder, som blev taget af Dyrenes Beskyttelses folk, da hundene ankom til internater på Fyn og Sjælland med kager af lort i deres pelse.
Vanrøgt: Kvinde skjuler sig for politiet
En af de store overraskelser, som der har været i løbet af den første uge på internatet, var, at en af hundene har fået hvalpe. Så de 91 hunde er faktisk nu blevet til 94. Så er et par hunde blevet aflivet, fordi deres liv ikke stod til at redde på grund af alt for komplicerede sygdomme.
Det store arbejde med at gøre de resterende 85 hunde klar til salg, er derfor langt fra slut endnu.
- Fremtidsudsigterne for de andre er, at de også skal ud i nye hjem, men dem arbejder vi stille og roligt med. Både deres sygdomme og adfærdsproblemer. Vi forventer, at lidt flere er klar i næste uge, men ellers går der flere måneder for de resterende, forklarer Rikke Christensen-Lee.
Internatejer: Vanrøgtede hunde koster os halv million kroner
Rikke Christensen-Lee medgiver, at der er et pres på internatet, når det handler om at få afsat de mange hunde, som pludselig næsten optager al pladsen på stedet. Men hun forsikrer, at ingen hunde kommer af sted for tidligt.
Rikke Christensen-Lee har flere gange meget kategorisk måttet afvise folk, som egentlig havde de bedste intentioner.
- Det er rigtigt, at vi selvfølgelig arbejder med et pres for at få hundene afsat. Men det pres ignorerer vi. I stedet har jeg haft nogle heftige diskussioner med folk, der har villet have hundene nu. Folk er enormt ivrige, og det er dejligt, men de er ikke så tålmodige. Det er vigtigt for os, at vi ved, at hundene er sunde og raske, så folk ikke kommer til at stå med noget, de ikke forventer eller magter. Det er det største pres, erklærer Rikke Christensen-Lee.
Kvinde beskyldt for vanrøgt af hunde drev hvalpefabrik
Også for hundene bliver det en omvæltning at komme videre. De har lige haft det så godt i et par uger.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Hunde er vanedyr, så det, at de skal flyttes igen, er naturligvis en enorm stress-faktor for dem. At skulle forholde sig til et nyt liv kan være svært. De er også vant til at være en del af en stor flok. Nu kommer de til et sted, hvor de måske er den eneste hund, siger Rikke Christensen-Lee.
Det kommer til at koste 2.800 kroner at få lov til at hente en af de vanrøgtede hunde med sig hjem. Egentlig er det strømmet ind med så mange pengegaver fra folk, der er blevet følelsesmæssigt berørt af de stakkels hunde, at man kunne sige, at der var betalt for dem. Men for Rikke Christensen-Lee og Dyrenes Beskyttelse handler prisen om noget andet.
- Det er et stort ansvar at få hund. Vi føler, det er vigtigt, at når man overtager et kæledyr, så bliver man også klar over, at der er økonomiske forpligtelser. Noget, der er gratis, værdsætter folk måske ikke lige så meget, som når man har betalt, siger Rikke Christensen-Lee.
Til gengæld følger der en startpakke med købet. Internatet har fået så mange kødben, legetøj og foderposer af hundeglade mennesker, og de skal selvfølgelig følge hundene.
Dyrenes Beskyttelse har valgt at undlade at sterilisere de mange hunde. Det kan nemlig give uheldige forandringer i hundenes pels. Til gengæld opfordrer organisationen på det kraftigste hundenes nye ejerfamilier til at undgå, at hundene får hvalpe. Der er simpelthen for stor risiko for, at der allerede er indavl i dem.