Danmarks velstand er steget mere end USA's efter krisen

Danskerne er blevet rigere efter krisen, end man tidligere troede. Vi er helt oppe i eliten, siger økonom

Tidligere har det heddet sig, at Danmarks økonomi havde svært ved at rejse sig efter finanskrisen.

Men Danmarks velstand er ifølge en analyse lavet af Nykredit faktisk steget mere end i de lande, vi normalt sammenligner os med.

Analysen har kigget på konsekvenserne af, at Danmarks Statistik for nylig opjusterede en række tal for dansk økonomi. Det skriver Politiken.

- I årene efter finanskrisen talte man om, at Danmark havde en vækstkrise. Nu viser det sig, at Danmark i virkeligheden har været helt oppe i eliten af vestlige lande.

- Vi er på ingen måde kørt agterud, siger cheføkonom Tore Stramer fra Nykredit til Politiken.

Han har belyst, hvad det konkret betyder for danskernes økonomi, at Danmarks Statistik i starten af november opdagede en regnefejl i sine tal.

Fejlen betød, at bruttonationalproduktet - bnp - som er den mest gænge målestok for økonomisk vækst - blev opjusteret med mærkbare 23 milliarder kroner.

Nykredits analyse viser, at ikke bare tallet for væksten, men også tal for velstanden er steget som følge af justeringen.

Et lands velstand opgøres ofte som bruttonationalindkomst (bni). Bni er steget med hele 43 milliarder kroner i de nye tal - langt mere end bnp.

Dermed er den danske velstand steget mere end i USA i perioden 2007-2016. Og blandt de lande, som Danmark oftest sammenlignes med, er det kun i Tyskland, at velstanden er vokset mere.

Forskellen i de to tal skyldes, at bni medregner, at Danmark har opbygget en stor udlandsformue, der kaster et stort løbende afkast af sig.

Derudover spiller det ind, at prisen på de danske varer, der bliver solgt i udlandet, er steget mere end prisen på de varer, Danmark importerer.

- Man kan groft sagt sige, at vi skal ikke længere skal sælge så meget medicin for at få råd til en iPhone som tidligere, siger Tore Stramer til Politiken.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere