Dansk 15-årig blev reddet fra al-Hol: - Min største drøm er at se min mor og mine søskende igen – Ekstra Bladet
Samfund

 

Ibrahim knuger tøjbylten ind til sig, mens han forsøger at holde balancen bag på motorcyklen. Hans stedfar kører i høj fart for at undgå at blive ramt af bomberne, der brager ned i ruinerne omkring dem.

- Det var, da alt var kaos, husker Ibrahim.

Han sidder med sin treårige lillebrors livløse krop svøbt i sine arme. De leder nu efter et hul i jorden, hvor de kan begrave ham.

13-årige Ibrahim oplever Islamisk Stats fald indefra, som er et inferno af bomber og missiler.

Kontrasten til den trygge barndom i Danmark kan ikke blive større end der bag på motorcykelen med hans døde lillebror i armene.

Ibrahim var blot ni år, da hans forældre tog ham med på det, han troede, var en uges charterferie til Tyrkiet, men som endte med at være fire år hos Islamisk Stat.

I dag er Ibrahim fyldt 15 år og bor i Danmark hos sine bedsteforældre. Han sidder i kørestol, fordi han er lam i begge ben, efter han blev skudt i ryggen under flugten fra Baghouz i Syrien, hvor Islamisk Stat blevet drevet væk fra i marts 2019.

Journalist Nagieb Khaja fortæller om sit møde med Ibrahim.
 

Da Ibrahim blev hentet til Danmark 23. juni 2019 fra al-Hol-lejren i Syrien, var det som det første danske barn. Hans mor og syv mindre søskende sidder stadig indespærrede i fangelejrens berygtede anneks og lever et liv i frygt, sygdom og afmagt.

Afsavnet og frustrationerne sidder dybt i Ibrahim, fortæller han:

- Hvis jeg ikke var kommet til Danmark, var jeg måske ikke overlevet. Men skal et barn komme i kritisk tilstand, før det kan komme tilbage? Hvorfor ikke tage dem tilbage, før de får traumer?

Ekstra Bladet har besøgt Ibrahim og hans danske familie i den by i Jylland, hvor de bor. Ibrahim har valgt at fortælle sin historie under betingelse af anonymitet, da han er bange for konsekvenserne ved at stå frem. Ibrahim er derfor ikke hans rigtige navn. Ekstra Bladet er bekendt med hans fulde identitet.

Ibrahim startede i folkeskole i Danmark, men i 3. klasse tog hans forældre ham med til Islamisk Stats kalifat i Syrien. Privatfoto
Ibrahim startede i folkeskole i Danmark, men i 3. klasse tog hans forældre ham med til Islamisk Stats kalifat i Syrien. Privatfoto
 

 

Fra 3. klasse til Islamisk Stat

Ibrahim blev født i 2005 i en mellemstor dansk by. Hans liv var på alle måder normalt. Han gik i børnehave, siden i folkeskole og havde jævnligt legekammerater på besøg.

- Jeg gik i 3. klasse, da vi rejste. Jeg kan godt huske mine venner fra dengang, men jeg har ikke kontakt med dem nu, fortæller Ibrahim.

I Danmark arbejdede Ibrahims mor som pædagog, far som vvs'er.

I 2014 skulle familien på ferie til Tyrkiet. Eller det var det, hans forældre fortalte ham. Det var også det, som resten af familien og familiens venner fik at vide. Men efter nogle dage i Istanbul i Tyrkiet var ferien ikke slut. De skulle videre, husker Ibrahim. Deres forældre tog dem med på en køretur, og efter tre kilometer til fods stod de pludselig i Syrien.

- Først var det virkelig svært for mig at rejse. Jeg græd meget. Så vænnede jeg mig til det efter et par dage.

Hans forældre gav ham aldrig nogen forklaring på, hvorfor de skulle bo i kalifatet. Han spurgte heller ikke. Han husker til gengæld, hvordan han langsomt blev sluset ind i hverdagen i Islamisk Stat.

- I starten var det ret mærkeligt og anderledes. Først skulle jeg bare være hjemme hele tiden. Jeg havde ikke skole eller venner eller andet. Jeg kunne ikke sproget. Det tog mig virkelig lang tid at falde til, fortæller han.

Ibrahim endte med at gøre det, som børn gør, og tilpassede sig løbende omgivelserne. Han lærte arabisk efter cirka et år og begyndte at gå i skole.

- Det var svært at gå i skole dernede. Jeg skulle flytte skole hele tiden. Nogle gange var vi i skole, og så blev der bombet. Så skulle vi hjem, og skolen var lukket en hel uge. Det var det samme vi lærte i skolen dernede, som man lærer normalt, det var bare i mindre grad. Arabisk i stedet for dansk, men alt andet var ligesom her.

Ibrahim husker, at han blev venner med børn fra andre europæiske lande.

- Jeg blev meget gode venner med dem. Jeg fik venner fra Frankrig og andre forskellige lande.

Efter kort tid rykkede krigen dog tættere og tættere på, og familien endte med at leve som nomader.

- Vi flyttede omkring 20 gange. Det gjorde vi, fordi krigen blev ved med at komme tættere og tættere på os. Skyderierne begyndte ikke at være så langt væk. Bomberne begyndte at falde meget mere omkring os.

Ibrahim husker, hvordan krigen især skræmte hans mindre søskende.

- Mine søskende var ret små, da vi kom. De havde ikke på samme måde oplevet livet i Danmark, så for dem var det et normalt liv dernede. Vi talte ikke så meget om det. Mine yngre søskende blev bange, når der var luftangreb.

Han fortæller, at de søgte i dækning, når de kunne høre, at et angreb var på vej.

- Når angrebene kom, gik vi ind i det sikreste rum. Så var vi der indtil det stoppede. Hvis det var langt væk, så var det okay, men hvis det var tæt på, begyndte mine søskende at græde.

Han husker også, hvordan han selv flere gange var tæt på skyderierne.

- Nogle gange, hvis jeg skulle ned i byen eller gå en tur, så kunne det bare begynde. Så skulle jeg bare finde et sted og gemme mig. Jeg var på vagt det meste af tiden. Engang var jeg oppe og hænge vasketøj op. Så var der snigskytter, der var meget tæt på.

En dag fik familien besked om, at Ibrahims far var blevet dræbt ved frontlinjen. Det var, mens familien boede i Raqqa.

- Vi var allesammen meget kede af det. Min mor græd i flere dage. Det gjorde jeg også. Mine søskende forstod det ikke rigtigt, men de var stadig kede af det.

Faderens lig blev aldrig fundet, husker Ibrahim.

- Vi havde ikke mulighed for at begrave ham. Der var ingen, der så ham, efter han døde. Det var et luftangreb.

Ibrahim (tv.) med sine søskende i Syrien. Privatfoto
Ibrahim (tv.) med sine søskende i Syrien. Privatfoto
 

 

Lillebror

Den episode, der nok har sat sig dybest i den unge dreng, var, da lillebroderen døde. Broderen blev født få måneder efter, de ankom til Syrien, og havde en medfødt sygdom, som gav ham spastiske lammelser.

- Han var helt okay de første måneder, og så begyndte det at gå galt. Vi skulle flytte hele tiden. Der var ingen læger dernede. Vi prøvede at hjælpe ham, men der var ikke noget medicin, han kunne ikke spise, han kastede op, han havde hele tiden hård mave. Det var virkelig hårdt med ham, husker Ibrahim.

Det endte med, at broderen døde i en alder af tre år, husker han:

- Han døde det sidste halve år, vi var dernede. Han døde i min mors hænder. Vi skulle have ham til lægen, fordi han havde det virkelig skidt. Jeg skulle ud at gøre bilen klar, men det var for sent.

Ibrahim husker, hvordan han - sammen med moderens nye mand - kørte rundt på motorcyklen og ledte efter et sted at begrave lillebroderen.

- Jeg føler, at det var synd for ham. Han kunne have haft et bedre liv her, end han havde dernede.

I marts 2019 blev Islamisk Stat trængt ud af Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
I marts 2019 blev Islamisk Stat trængt ud af Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix

 

Skudt i ryggen

Ibrahims familie flygtede sammen med mange andre fra Islamisk Stat fra by til by, efterhånden som IS tabte terræn. Til sidst boede de i Baghouz i begyndelsen af 2019, hvor IS for alvor var trængt i knæ.

- De sidste to-tre måneder dernede var det næsten hver tredje eller fjerde dag, at vi skulle rykke os. Det var bare et par kilometer væk, når der blev skudt. Vi lå og gemte os for skud. Vi blev ved med at flytte os 200-300 meter hele tiden, husker Ibrahim.

Hvor de i starten kunne finde huse at bo i, når de rykkede sig, måtte de til sidst sove i telt. De endte midt i krigen.

- Vi var hele tiden omringet. Der var et bjerg, som de kunne skyde fra. De kunne nemt skyde os, hvis de havde lyst til det, husker Ibrahim om det skæbnesvangre øjeblik, som er årsagen til, at han i dag sidder i kørestol.

Der blev skudt mod dem fra den modsatte side af en flod, og Ibrahim kunne til sin skræk se sin lillebror stå blottet foran teltet.

- Min lillebrors hoved var i skudlinjen. Jeg hørte et skud lande omkring os. Så jeg skubbede ham ind i teltet, og så blev jeg ramt. Det eneste, jeg kan huske, er, at jeg blev ramt og faldt ned, siger Ibrahim, som husker smerten, der fulgte.

- Jeg kunne mærke strøm i min krop, husker Ibrahim.

Han har siden fået genfortalt, hvordan stedfaderen og en anden mand bar ham op til en læge. Han vågnede op på et felthospital, hvor en læge kæmpede for at redde hans liv.

- Jeg besvimede mens de bar mig. Da jeg vågnede op, havde jeg et rør, der gik ind til mine lunger. Det så meget grimt ud, fordi de ikke havde det rigtige udstyr. Han reddede mit liv. Han sagde, at jeg begyndte at kaste blod op, mens jeg var besvimet.

Kort tid efter, at Ibrahim blev skudt, besluttede hans mor og hendes nye mand, at familien skulle overgive sig til de kurdiske styrker. Ibrahim lå en uge på et hospital og anede ikke, hvad der skulle ske, eller hvor hans mor og seks søskende var.

- Det var virkelig forfærdeligt. Jeg var lam. Jeg vidste ikke, hvad der skete med mig. Jeg vidste ikke, hvad der var galt. Jeg kunne ikke mærke mine ben.

Efter en uge, hvor han svævede mellem liv og død på hospitalet, blev han stabiliseret og fragtet til al-Hol-lejren.

Ibrahim på sin madras i al-Hol-lejren, hvor han tilbragte tre måneder med sin familie. Foto: Privatfoto
Ibrahim på sin madras i al-Hol-lejren, hvor han tilbragte tre måneder med sin familie. Foto: Privatfoto

Al-Hol

I al-Hol-lejren blev han genforenet med sin mor og søskende.

Han endte med at bo på en madras i familiens telt i al-Hol-lejrens anneks i tre måneder, hvor der sjældent kom en læge forbi.

- Det var virkelig svært, fordi jeg stadig skulle have ble på. Han gav mig et kateter. Han sagde, at det skulle skiftes hver uge, men nogle gange, så kunne han ikke hver uge. Så vi var nødt til at tage det ud efter en uge, og så skulle jeg have ble på i en uge, siger han og fortæller, at det sled hårdt på hans krop.

-  Jeg fik mange infektioner. Der kom meget mørk urin ud. Jeg fik liggesår og feber. Mine ben blev forkalket omkring hofterne. Jeg tabte mig rigtig meget.

Efter to måneder blev han kørt til hospitalet for at blive tjekket og få taget prøver. Da han kom tilbage, blev han smidt foran indgangen til lejren.

- De efterlod mig foran den store dør halvnøgen. Jeg havde kun en trøje og en ble på. De lod mig ligge på en madras, siger Ibrahim.

Ibrahims familie tilsluttede sig Islamisk Stat i 2014 og endte i al-Hol-lejren i foråret 2019. Foto: Ritzau Scanpix
Ibrahims familie tilsluttede sig Islamisk Stat i 2014 og endte i al-Hol-lejren i foråret 2019. Foto: Ritzau Scanpix
 

Søskende blev syge

Fra sin madras i teltet kunne Ibrahim følge hverdagen i 'Helvede på jord' eller 'Europas Guantanamo', som lejrene kaldes.

Han tænker især tilbage på det beskidte drikkevand og de begrænsede sanitære forhold.

- Det var virkelig beskidt. Der er mange bakterier i det. Der var børn, der døde af det. Der er over 200 mennesker, der deler det samme toilet. Der var bare lort over det hele.

Hans søskende blev flere gange alvorligt syge i lejren, husker han.

- De fik tit tynd mave. Virkelig tynd mave. De var tørstige hele tiden, og vandet var virkelig beskidt. Hvis de drak vandet, blev de syge.

Hans små søskende har aldrig gået i skole, og i lejren var deres eneste legetøj, mens han var der, sten og pinde, de fandt.

- Jeg hørte ikke min mor snakke om fortrydelse, men jeg kunne se det på hende. Jeg kunne se, at hun var meget bekymret. Jeg kunne se det på hende.

Hans mor har efterfølgende sendt et fem sider langt brev til sin familie i Danmark, hvori hun giver udtryk for, at hun fortryder sine handlinger.

Efter Islamisk Stat tabte kontrollen over Baghouz i marts 2019, blev tusindvis af kvinder og børn ført til al-Hol-lejren. Foto: Gabriel Chaim/Ritzau Scanpix
Efter Islamisk Stat tabte kontrollen over Baghouz i marts 2019, blev tusindvis af kvinder og børn ført til al-Hol-lejren. Foto: Gabriel Chaim/Ritzau Scanpix
 

 

Rejsen

Ibrahims tilstand blev hele tiden værre, og via familiemedlemmer i Danmark lykkedes det til sidst familien at få Udenrigsministeriet overtalt til at evakuere Ibrahim fra lejren, da det stod klart, at det var et spørgsmål om liv eller død.

- Jeg var glad for, at jeg skulle hjem. Samtidig var jeg ikke glad, fordi jeg skulle adskilles fra min mor. Vi tænkte lidt over det. Men så sagde hun, at det var for min egen skyld.

Herefter gik det hurtigt, og Ibrahim nåede ikke at sige farvel til sine syv mindre søskende. Siden er endnu en kommet til.

- Jeg kan huske, at kurderne kom hen til mig og sagde, at jeg skulle mødes med en eller anden læge. Så tog min mor og jeg derhen. jeg havde ikke tid til at gøre mig klar. Så sagde de, at jeg skulle tilbage til Danmark. Jeg fik ikke engang lov til at sige farvel til mine brødre eller søstre. Den eneste, jeg fik lov til at sige farvel til, var min mor.

Han husker, at hans mor var påvirket af situationen, og han selv prøvede at holde tårerne tilbage for ikke at såre hende.

- Hun sagde, at jeg skulle passe på mig selv og sådan nogle ting. Hun græd. Jeg prøvede at holde det inde for ikke at græde foran hende. Lige så snart hun gik, så græd jeg.

Da han var tilbage i Danmark, blev han indlagt på hospitalet i tre måneder. Han blev opereret fem gange på en uge, og hans krop var udsultet.

- Jeg var virkelig tynd. Vejede kun 35 kilo.

Ibrahim blev lam i begge ben, efter han blev skudt i ryggen i Syrien. Privatfoto
Ibrahim blev lam i begge ben, efter han blev skudt i ryggen i Syrien. Privatfoto
 

Hjemme i Danmark

Det er først for alvor efter, han er kommet hjem, at Ibrahim har kunnet reflektere over de traumatiserende oplevelser i krigszonen, hvor han som den ældste i søskendeflokken stod med et stort ansvar.

Hans søskende udviste også tegn på, at de var under hård psykisk belastning - både i tiden hos Islamisk Stat og siden i al-Hol-lejren, husker han.

- Min lillebror tissede hver nat. Det gør han stadig. Han er ni år. Min anden lillebror er bekymret i forhold til sin alder. Han har taget min plads. Der er meget stress for ham, for kurderne kommer og tager børn, der er over 12 år. Han fylder 13 snart.

Ibrahims søskendes situation påvirker ham meget, og han forstår ikke, hvorfor hans syv mindre søskende, som er i alderen et til 13 år, ikke bliver hjulpet ud af lejrene.

- Hvad skal et toårigt barn gøre? Hvad er han en trussel mod, spørger Ibrahim, som har svært ved at forstå, hvorfor de danske myndigheder kun henter børn som ham, der er i livsfare eller beviseligt vil få varige psykiske men af at blive i lejren.

- Skal et barn komme i kritisk tilstand, før det kan komme tilbage? Hvorfor skal et barn have det dårligt, før de kommer tilbage? Hvorfor ikke tage dem tilbage, før de får traumer og dårlig hukommelse, lyder det fra Ibrahim.

Den i dag 15-årige dreng undgår så vidt muligt at følge med i medierne og den politiske debat om børnene i Syrien.

- Jeg orker det bare ikke, som han udtrykker det.

- Men jeg tænker hele tiden på min familie. Jeg har det rigtig skidt med, at de sidder dernede. Jeg synes, at det er rigtig synd og trist for dem. At de skal gå igennem alt det i to år. Det var virkelig hårdt for mig i tre måneder, så jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er for dem i to år. Og det er blevet meget værre dernede de sidste par måneder.

Ibrahim mener ikke at hans mor udgør en sikkerhedsrisiko, da hendes tid i Islamisk Stat primært gik med at passe en stor børneflok, forklarer han:

- De siger, at min mor er en trussel, fordi hun har været dernede, men hun har bare været en normal kone. I køkkenet. Gjort rent. Passet huset. Passet børnene. Hendes opgave var at være hjemme.

Han har aldrig selv ønsket at deltage i eller modtage træning.

- Efter min far døde, spurgte de mig, om jeg ville hen og blive trænet. Der sagde jeg ellers tak, det er ikke noget for mig. Jeg har brødre og søstre, som jeg skal passe på. Selv hvis jeg ikke havde det, så siger det mig bare ikke noget. Det har aldrig sagt mig noget, fortæller Ibrahim.

Ibrahims mor og syv mindre søskende bor stadig i al-Hol-lejrens anneks. Foto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
Ibrahims mor og syv mindre søskende bor stadig i al-Hol-lejrens anneks. Foto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
 

 

Ét ønske

Ibrahim kom til Danmark i juli 2019, og efter cirka et år kom han i skole igen. Han har indhentet de andre elever og er begyndte at drømme om fremtiden.

Fortiden hos Islamisk Stat har han delt med nogle få.

- Jeg fortalte ikke mine klassekammerater noget om det i starten. Jeg sagde bare, at jeg ikke ville snakke om det. Efter noget tid i klassen blev vi lidt tættere. Så var der to-tre drenge, som jeg godt kunne fortælle det til. Først troede de ikke på mig. De vidste heller ikke, hvordan de skulle reagere, men de var ret forstående, fortæller han.

Han er glad for at have sit eget værelse, et fjernsyn og et normalt liv.

- De behandler mig som en helt almindelig teenager.

Han kan også mærke, at krigen i Syrien stadig sidder i kroppen.

- I starten blev jeg stresset, hver gang en dør sagde bum eller sådan noget. Det har jeg ikke rigtig noget af mere. Jeg har ikke mareridt, siger Ibrahim, der bevidst søger uden om vold og krig i computerspil og film.

- Jeg har været bange for gyserfilm. Jeg gider heller ikke se noget med krig eller spille sådan nogle spil.

Han har ikke fundet ud af, hvad han vil i fremtiden, og hvad han drømmer om at lave endnu.

- Mit yndlingsfag er matematik. Måske skal jeg læse noget med kodning, hvis jeg skal læse videre.

Men hans største drøm er der ingen tvivl om:

- Min største drøm er at se min mor og mine søskende igen.

 

 

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

LIGE NU
Fiduskunst og magistervrøvl

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

LIGE NU

Udforsk Ekstra Bladet+