Dansk Autohjælp tavs om bulldozer-forslag

FDM har i årevis arbejdet på hurtigere rydning - men  intet er sket

Arkivfoto: Mikkel Johansen / alarm112danmark.dk
Arkivfoto: Mikkel Johansen / alarm112danmark.dk

SOS Dansk Autohjælp vil ikke umiddelbart kommentere forslaget fra DI om at sætte bulldozere ind ved større ulykker på motorvejen, som udløser kæmpe-køer.

SOS Dansk Autohjælp er sammen med Falck med til at rydde motorvejene efter ulykkerne.

- Vi ønsker ikke at udtale os om sagen lige nu. Vi vil gerne have mulighed for at sætte os grundigt ind i problemet. Vi udsender senere i dag en pressemeddelelse om vores holdning, oplyser vagtcentralchef Anette Bjørn Juncher til Ekstra Bladet.

Se også: Trafikekspert: Derfor er bulldozere mod motorvejskaos en god idé

DI ønsker motorvejene ryddet langt hurtigere end det sker i dag - blandt andet fordi det koster millioner af kroner, når lastbiler med gods bliver forsinket.

Ekstra Bladet har også bedt Falck om en kommentar til, om selskabet vil medvirke til at rydde op med bulldozere.

Selskabet er endnu ikke vendt tilbage med en kommentar.

Flere juridiske problemer
Flere politiske partier meddeler mandag morgen, at de er parate til at undersøge sagen nærmere.

- Sikkerheds- og forsikringsmæssigt skal vi lige undersøge det yderligere. Men det kan være en lavpraktisk måde at løse et stort problem på, siger transport-ordfører Rasmus Prehn (S).

Også hos Venstre er man positiv over for forslaget. Transportminister Hans Christian Schmidt siger i Jyllands-Posten god for at undersøge det nærmere.

Og i et opslag på Facebook skriver Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, at han også er positiv.

- Det koster samfundet rigtig mange penge, når det tager for lang tid at rydde vejen efter et trafikuheld. I første omgang skal der ubetinget reddes menneskeliv. Derefter skal man hurtigt doze havarerede køretøjer væk fra vejbanen.

- Også selv om det giver materiel skade på køretøj eller eventuel last, lyder det blandt andet.

Hvem skal betale
Der er dog både politi- og forsikringsmæssige problemer forbundet med forslaget om at lade bulldozerne skubbe de havarerede biler væk fra kørebanerne.

Hvem skal for eksempel betale for de ekstra skader, som de forulykkede biler får, når de bliver skubbet af vejen?  Ifølge forsikringsbranchen er der kun kunderne til at betale merudgifterne.

Hos Rigspolitiet siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen til Morgenavisen Jyllands-Posten:

- Vi står ikke langt fra DI her, og vi indgår gerne i en dialog. Men hvis der er alvorlige lovovertrædelser, er vi nødt til at have vores efterforskere og teknikere ud, før vi kan rydde op, siger Ole Kristensen.

Kører andre veje
Problemet med kødannelse efter ulykker er særligt stort på den østjyske motorvej E45. Her fravælger mange lastbil-chauffører motorvejen og søger alternative ruter for at undgå trafik-propperne. Det belaster miljø og trafik på de mindre veje langs motorvejen.

I en lang række lande er det praksis at rydde motorvejene med bulldozere efter en ulykke. Det sker blandt andet i Tyskland, Sverige og Holland.

FDM støtter også forslaget om at få ryddet motorvejene hurtigere. Afdelingschef Torben Lund Kudsk kalder situationen for uholdbar.

Bedt om handling i flere år
- Om man ligefrem skal bruge en bulldozer ved jeg ikke. Men vi har i flere år bedt Vejdirektoratet om at gøre noget ved situationen. Det handler om, at de kontrakter, som bliver indgået med Falck og Dansk Autohjælp skal indeholder klausuler om, at selskaberne have bedre materiel. Det kan for eksempel være store kraner, som man ser brugt i USA, siger Torben Lund Kudsk til Ekstra Bladet.

Han hæfter sig ved, at rydningen af motorvejene ofte sker med stor forsinkelse, fordi vognmanden til en væltet lastvogn ikke nødvendigvis bruger den hurtigste metode til at få bjærgnings-materiel frem.

- Vi har jo set, at man har ventet i flere timer på at en kranvogn er kørt tværs gennem landet, fastslår Torben Lund Kudsk.

Store økonomiske tab
Afdelingschefen erkender, at der kan være forsikringsmæssige problemer ved en hårdhændet rydning, som tilføjer yderligere skader på biler og gods.

- Men det må holdes op mod de store samfunds-mæssige, økonomiske tab, som udløses, når mange holder i kø i timevis, siger han til Ekstra Bladet.

 

26 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere