Dansk bjergbestiger når Everest-top med ilt på flaske

To danske bjergbestigere, der uden kunstig ilt ville nå toppen af Mount Everest, måtte opgive kort før målet

Rasmus Kragh måtte vende om knap 250 højdemeter fra toppen. Foto: Privatfoto
Rasmus Kragh måtte vende om knap 250 højdemeter fra toppen. Foto: Privatfoto

Den danske bjergbestiger Jakob Urth har med ilt på flaske nået toppen af Mount Everest.

Den anden danske bjergbestiger Rasmus Kragh måtte vende om ved omkring 8600 meters højde, knap 250 højdemeter fra bjergets top.

Begge danskere er nu på vej ned ad bjerget. Det skriver TV2.

De to danskere havde sat sig mål om at nå toppen af bjerget uden brug af kunstig ilt, hvilket i denne omgang ikke er lykkedes for nogen af dem.

Begge bjergbestigere har dog formået at nå op til den såkaldte "dødszone" i over 7700 meters højde uden brug af kunstig ilt.

I dødszonen er der kun en tredjedel af den ilt, der er ved havets overflade. Det betyder, at alle kroppens processer går langsommere.

Også ens tanker kan blive sløvet af den manglende ilt, hvilket kan svække dømmekraften. Det gør den sidste opstigning særligt farefuld.

Blandt de hårdeste udfordringer for en bjergbestiger rangerer at bestige Mount Everest uden brug af ilt på flaske.

Det blev gjort første gang i 1978, men det er aldrig lykkedes for en dansker.

FAKTA: Mount Everest er verdens højeste bjerg

To danskere er på vej til toppen af Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Lykkes det for Jakob Urth og Rasmus Kragh, vil det være første gang, at danskere kommer til tops på bjerget uden medbragt ilt på flaske.

Carsten Lillelund Pedersen er en tredje dansker, der gør forsøget i år. Dog ikke som Urth og Kragh uden kunstig ilt.

* Mount Everest er med sine 8848 meter verdens højeste bjerg.

* Bjerget ligger på grænsen mellem Nepal og Tibet og kan bestiges fra begge sider.

* Everest er det internationale navn for bjerget, det nepalesiske navn er Sagarmatha, mens tibetanerne kalder det Chomolungma.

* Den første dokumenterede bestigning skete i 1953 - af newzealænderen Edmund Hillary og sherpa Tenzing Norgay.

* Kun ganske få har mulighed for at bestige Everest. Men mange trekker til Everest Basecamp. Det tager cirka tre uger.

* 4833 forskellige klatrere havde til og med 2017 nået toppen.

* Cirka 200 har nået toppen uden medbragt ilt. Den første i 1978. Cirka 30 af dem også alene. Den første i 1980.

* I sæsonen 2018 har foreløbig omkring 350 bjergbestigere nået toppen.

* I alt har 17 danskere besteget Everest. Ingen uden ilt på flaske.

* Omkring 290 bjergbestigere er døde.

* Laviner dræber en tredjedel af dem, der omkommer på Mount Everest.

* En fjerdedel dør i forbindelse med et fald.

* Hver tiende dør af kulde, og højdesyge er den fjerdestørste dræber.

Kilder: Everest.dk, www.alanarnette.com/blog og BBC.

Jakob Urth og Rasmus Kragh begav sig ud på den farefulde færd på forskellige sider af verdens højeste bjerg, der når 8848 meter over havets overflade.

Rasmus Kragh forsøgte sidste år at bestige Mount Everest uden kunstig ilt. Også her måtte han vende om få hundrede højdemeter fra toppen på grund af dårligt vejr.

Jakob Urth har over 20 års erfaring med bjergbestigning, men han har aldrig besteget Mount Everest. Han har tidligere formået at bestige bjerge på over 8000 højdemeter uden ilt.

I alt har 18 danskere formået at nå til toppen af verdens højeste bjerg - dog alle med ilt på flaske.

Mindst 288 personer er omkommet på den farefulde tur mod toppen af bjerget.

Mount Everest ligger i Himalaya mellem Nepal og Tibet.

38 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere