Nordens Paris lever efterhånden op til sit kælenavn. For anden gang i år indtager den nordjyske hovedstad en plads på et internationalt medies liste over byer, som er værd at besøge.
Først var det New York Times, som anbefalede sine millioner af læsere at besøge Aalborg. Denne gang tegner det britiske livsstilsmagasin Monocle Aalborg ind på verdenskortet.
Her er Dobbelt A havnet på en 20. plads på magasinets 'Small City Index.'
Monocle rangerer hvert år byer med den bedste livskvalitet på sin årlige 'Quality of Life' liste, som senest udkom i juni. På den liste var København nummer fire.
Forvandlet industriby
Nu har magasinet så lavet en helt ny liste, som rangerer verdens bedste småbyer, og det er her, Aalborg hiver den flotte placering hjem.
Anja Mathiasen er konstitueret direktør i VisitAalborg, og lyder netop i dag knap så meget som en beskeden nordjyde.
- Vi er voldsomt begejstrede. Det er virkelig en anerkendelse af den transformation, som byen har været igennem, siger hun med entusiasme i stemmen til Ekstra Bladet.
Det er især Aalborgs kulturliv, som bliver fremhævet i det engelsksprogede magasin, der udkommer over hele verden. Og det billede kan turisme-direktør let genkende.
- Vi har en unik fortælling i, at vi er en gammel industriby, der nu er en kultur-, viden- og oplevelsesby, hvor der samtidig er meget kant, fortæller hun.
Ti minutter til alting
Hun peger også på, at man i byen har alt indenfor rækkevidde på meget kort tid.
- Aalborg kan noget helt specielt. Vi kalder det for en '10-minutes-city', fordi du har det hele indenfor kort afstand. Du kan komme fra lufthavnen og ind til byen på ti minutter og det er ligeså hurtigt at komme fra den ene side af byen til den anden, forklarer hun.
Når det kommer til ting at opleve, fremhæver hun Aalborg nye havnefront, hvor både Musikkens Hus, og Utzon Center, der er blevet internationalt anerkendt for sin formidling af arkitektur, ligger.
Havnefronten med den specielle arkitektur, Jomfru Ane Parken og havnebadet bliver også nævnt i magasinet, ligesom den også gjorde, da New York Times tidligere på året gæstede byen.
Monocle er et medie, der blandt andet skriver om kultur, livsstil og design, og som henvender sig til rejselystne globetrottere. Og til pengestærke erhvervsfolk, der er vant til at rejse.
Den målgruppe rammer heller ikke helt forbi skiven i den gamle arbejderby.
- Det er en by, hvor man bor godt, spiser godt og oplever godt, siger Anja Mathiasen.