Dansk center får kritik: Uegnet til mennesker

Afviste asylansøgere, som ikke har gjort noget kriminelt, bor på Udlændingecenter Ellebæk, der møder kritik.

Udlændingecenter Ellebæk hed tidligere Sandholmlejren. Foto: Valdemar Jørgensen/Ritzau Scanpix
Udlændingecenter Ellebæk hed tidligere Sandholmlejren. Foto: Valdemar Jørgensen/Ritzau Scanpix

Udlændingecenter Ellebæk i Nordsjælland får kritik af Europarådets Torturkomité.

Stedet betegnes faktisk som et af de værste i EU, konkluderer komitéen ifølge TV2 i en rapport.

- Stedet egner sig ikke til mennesker, siger Hans Wolff til TV2.

Han var leder af den delegation, som besøgte Ellebæk i april.

Det er afviste asylansøgere, som ikke har gjort noget kriminelt, der er på Ellebæk.

De er frihedsberøvet bag tremmer og pigtråd, da myndighederne blandt andet frygter, at de afviste asylansøgere kan finde på at gå under jorden, inden de kan sendes hjem.

- Vores fund er meget alvorlige. Først og fremmest er de fysiske rammer i utrolig dårlig stand. Men vi mener også, at det er helt uacceptabelt at placere disse mennesker under fængselslignende forhold, som dem vi har set.

- De er ikke kriminelle, men de bliver placeret i et center, der er meget værre end et fængsel, siger Hans Wolff.

De danske myndigheder er ikke tvunget til at rette ind efter kritikken.

- Grundlæggende kommer vi til at blive ved med at have et center som Ellebæk, som ligner et fængsel, og hvor det ikke skal være rart at være. Dem, der opholder sig der, skal motiveres til at rejse ud af Danmark, siger han

- Det er folk, som er kommet hertil, og som har fået deres sag grundigt behandlet. Det er blevet konstateret, at de ikke har noget grundlag for at opholde sig her. De skal rejse ud af landet, og det her er et skub i ryggen, siger justitsminister Nick Hækkerup til Ritzau.

Ifølge komitéen bliver beboerne behandlet som fanger, og det er fængselsregler, som gør sig gældende på stedet. Det er uacceptabelt, lyder det i rapporten.

Der er kapacitet til 136 beboere på Ellebæk, men centret er i følge TV2 ved at blive udvidet med 56 pladser. Ifølge Kriminalforsorgen er 30 nationaliteter repræsenteret på stedet.

Retsordfører for De Radikale Kristian Hegaard ser på situationen med alvor.

- Helt uacceptabelt. Borgere her har ikke begået kriminalitet og må derfor ikke behandles som kriminelle med mental tortur, skriver han på Twitter.

Peter Skaarup, der er retsordfører for Dansk Folkeparti, ser anderledes på sagen. Han mener, at Europarådets Torturkomité overdriver.

- Vi mener ikke, der er noget, der skal ændres. Jeg går ud fra, at vores udlændingemyndigheder havde fortalt os, hvis vi brød internationale regler, og jeg har i hvert fald ikke hørt noget, siger han til TV2.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere