Dansk charterfly sendt afsted uden bagage: - Jeg har aldrig hørt noget lignende

Rejseselskabet Apollo valgte søndag at sende 195 gæster til Tenerife uden bagage

Maria Fraas på stranden på Tenerife iført sit vintertøj. Forhåbentlig dukker kufferten med sommertøjet op i morgen. Foto: Privatfoto
Maria Fraas på stranden på Tenerife iført sit vintertøj. Forhåbentlig dukker kufferten med sommertøjet op i morgen. Foto: Privatfoto

Søndag landede et fly fyldt med danske charterturister på Tenerife uden en eneste kuffert. Bagagen var blevet efterladt i Københavns Lufthavn.

- Vi landede omkring kl 13.30. Der stod vi og ventede 35 minutter, indtil vi fandt ud af, vores bagage ikke var kommet med. Det fortæller en af de rejsende, Maria Fraas, til Ekstra Bladet.

- Først fik vi at vide, at alle vores ting ville komme i morgen tidlig, men senere gav de en udmelding om, at det er uvist, hvornår vi kan få vores bagage, fortæller Maria Fraas, der er på Tenerife med sin mand og deres to børn.

- Flere familier med børn stod nu uden bleer eller noget som helst, og Apollo har ikke engang sagt undskyld for episoden. Jeg har aldrig hørt noget ligende.

Meget normalt
Kommunikationschef og presseansvarlig hos Apollo, Glenn Bisgaard, siger, det er beklageligt, men at de bevidst lod bagagen stå i København på grund af vejrforholdene.

- Flyet, der afgik i morges, skulle flyve i kraftig modvind. Det er derfor normal procedure at lade bagagen stå og sende den derned med et andet fly, fordi vejrforholdene går udover flyets rækkevidde.

- Men Jeg har fået bekræftet, at bagagen bliver udleveret i morgen tidlig.

Glenn Bisgaard forklarer, det er normalt for denne årstid, at man vælger at lade bagagen stå på grund af vejrforholdene.

- Et andet fly der også skulle sydpå, var nødt til at gå ned to gange og genfylde brændstof grundet vejret, siger han.

Købt shorts
Uvidende om, hvornår familien Fraas modtog deres sommertøj, kontaktede de søndag forsikringsselskabet.

- Jeg har hele dagen gået rundt i mit vintertøj, men vi kontaktede forsikringsselskabet og fik derefter købt noget sommertøj til børnene.

Ny krydser hun fingre for, at bagagen med badetøj dukker op mandag, hvor der er lovet 24 grader og sol fra en skyfri himmel på Tenerife.

468 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere