Dansk designer bestjålet: Det hele er væk

En designers værste mareridt. Ny kollektion bestjålet ti dage før Copenhagen Fashion Week.

Den danske modedesigner Vibe Johansson fik sig noget af en overraskelse, da hun søndag den 26. juli kom ind på sit kontor i Københavns nordvestkvarter. 

- Hele min tøjkollektion var væk. Jeg var vitterlig i chok, fortæller hun.

Designeren var forinden blevet ringet op af sin vicevært, som fortalte, at der havde været indbrud i bygningen. I første omgang var designeren ikke bekymret, da hun troede, at der var tale om computere og kontanter.

Men da hun fandt ud af, at der var tale om kollektionen, gik det op for hende, hvor alvorligt tyveriet var.

- I fire måneder har jeg brugt blod, sved og tårer på denne kollektion. Der er måske mange, der ikke forstår det. Men kollektionen er min indkomst de næste seks måneder, fortæller hun.

Vibe Johansson skulle fremvise kollektionen for potentielle samarbejdspartnere og kunder under Copenhagen Fashion Week onsdag den 5. august. Hun har været nødsaget til at aflyse fremvisningen grundet tyveriet.

- Vi kan simpelthen ikke nå at lave fire måneders arbejde på 10 dage, fortæller hun.

 

Politiet: to er anholdt
Allerede dagen efter indbruddet kunne politiet bekræfte, at der var blevet anholdt to mistænkte i sagen. De to anholdte er mistænkt for at have stjålet computere, designerstole, designerlamper samt to biler fra stedet.

Begge de anholdte er danske mænd midt i 30erne. De er fremstillet i grundlovsforhør den 28. juli 2015. Den ene erkender sig skyldig og er løsladt i forbindelse med grundlovsforhøret, hvor den anden er varetægtsfængslet frem til den 11. august 2015.

- Det er en rigtig god sag, hvor der er sket anholdelser af aktive indbrudstyve allerede 38 timer efter indbruddet. Ligeledes er det fantastisk, at Københavns Politi har sikret så mange koster, som nu skal genforenes med deres ejere, fortæller politikommissær Brian Belling i en e-mail til Ekstra Bladet.

Vibe Johanssons tøjkollektion var beklageligvis ikke en del af det lager, hvor tyvekosterne blev fundet.

Designeren har i døgndrift arbejdet på en ny kollektion. Se hvor langt hun er nået i tv-indslaget foroven.

32 kommentarer
Vis kommentarer