Dansk designfirma vil hive Netto i retten: De kopierer vores produkt

Designvirksomheden Anne Black er frustreret over, at Netto markedsfører et produkt i sin tilbudsavis, der minder så meget om Anne Blacks, at medejeren mener, der er tale om en kopi. Hos Dansk Supermarked afviser man anklagerne

(Foto: Nettos tilbudsavis).
(Foto: Nettos tilbudsavis).

- Det er en klar kopi.

Sådan betegner medejer af designvirksomheden 'Anne Black' Jesper Moseholm de porcelænsurtepotter, som Netto har på hylderne i denne uge - produkter, som er afbilledet i discount-supermarkedets tilbudsavis.

- Det er ikke kun min personlige holdning. Det er også vores kunders holdning og deres kunders holdning. De eneste, der ikke mener, at det er en kopi, er Netto. Og det er tankevækkende, siger Jesper Moseholm til Ekstra Bladet.

Medejer: Det er uetisk
Hans kone, designeren Anne Black, befinder sig lige nu i Vietnam på virksomhedens fabrik, og ifølge manden er hun frustreret over situationen. Det samme er han:

- På Annes vegne er jeg utilfreds med, at det er sket. Men jeg er i lige så høj grad utilfreds på branchens vegne med, at det kan ske - og at Netto kan være det bekendt. Jeg synes, det er uetisk, siger Jesper Moseholm og fortsætter:

- Det er fantastisk, at de (Netto, red.) siger, at de ikke vil handle med kopier, men så skulle de måske kigge på produkterne, inden de sætter dem i deres tilbudsaviser. For der er ikke nogen, der kan se forskel på de produkter, Netto sælger, og dem, som Anne sælger.

Her ser man Anne Blacks potter. (Foto: Anne Black).
Her ser man Anne Blacks potter. (Foto: Anne Black).

Tager sagen i retten
Medejeren synes især, det er påfaldende, at der er tale om tre produkter, som ifølge ham ligner Anne Blacks til en forveksling - og ikke bare et.

- Hvis det kun var et produkt, kunne man tro, at der var tale om et tilfælde. Men det er jo ikke et tilfælde, når det er tre produkter, der 1:1 ligner noget, Anne Black har fremstillet, siger Jesper Moseholm.

Han mener, det får store konsekvenser for dem, at Netto har markedsført produkterne i deres tilbudsavis:

- Netto har over for hele Danmarks befolkning og den svenske befolkning markedsført et produkt som om, det er deres - og ikke Anne Blacks. Det vil tage Anne årevis at få folk overbevist om, at det faktisk er hende, der har rettighederne til de her produkter, siger manden.

Virksomheden Anne Black vil derfor tage sagen i retten.

- Det er klart. Det bliver vi nødt til. Netto skal ikke have lov til at slippe igennem med det her, og det ved de også godt, siger Jesper Moseholm.

Dansk Supermarked: Ikke tale om en krænkelse
Hos Dansk Supermarked, der ejer Netto, fortæller pressechef Mads Grand, at det er supermarkedets leverandør Ronald A/S, der har leveret produkterne til Netto.

- Derfor er det i første omgang en sag imellem Ronald og Anne Black. Blot fordi en producent føler sig krænket, er der ikke af den grund automatisk tale om en krænkelse. Det er selvfølgelig en juridisk vurdering, og ud fra vores juridiske vurdering er der ikke tale om en krænkelse, siger pressechefen.

- Men kan I forstå, hvis der sidder nogle designere, som er frustrerede over, at I laver eller får produkter, som I bringer i jeres tilbudsavis, der minder så meget om deres?

- Jeg kan sagtens forstå det, hvis der er tale om en kopiprodukter. Men det kan vi ikke se skulle være tilfældet her. Vi har intet ønske om at have kopiprodukter i vores butikker. Det er ikke det, vores kunder efterspørger, og det er ikke godt for os og vores brand. Og det er selvfølgelig heller ikke godt for de producenter, der føler, at deres designs er kopieret. Så det er absolut ikke noget, vi tilstræber at have, men det mener vi heller ikke, at der er tale om i det her tifælde.

- Så I kan ikke forstå de folk, der mener, at der er tale om en kopi?

- Jeg kan sagtens forstå, at designere eller producenter er opmærksomme på deres egne designs og brands. Det har jeg fuld forståelse for. Men i det pågældende tilfælde er det ikke vores vurdering, at der er tale om krænkelse, siger Mads Grand fra Dansk Supermarked.

Tilbage i 2003 kørte der også en sag mellem Ronald A/S og Anne Black, hvor der ifølge Jesper Moseholm blev indgået forlig.

1 af 2 Anne Blacks produkter. (Foto: Anne Black).
2 af 2 (Foto: Nettos tilbudsavis).
105 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere