Dansk fagforeningskæmpe er blevet døbt FH

De to lønmodtagerorganisationer LO og FTF blev enige om fusion i foråret. Nu er navnet også kommet på plads

LO og FTF blev tidligere i år enige om at gå sammen, og de har nu fundet navnet på den nye organisation. For fremtiden skal den være kendt under navnet FH, der står for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Det oplyser LO på sin hjemmeside.

– Vi bliver med 1,4 millioner medlemmer lønmodtagernes talerør.

- Vi kender deres hverdag og deres udfordringer, og vi ved, at der mere end nogensinde er brug for en stærk fagbevægelse, der varetager deres interesser over for politikere og arbejdsgivere, skriver FTF’s formand Bente Sorgenfrey på LO's hjemmeside.

LO er i dag hovedorganisation for 18 fagforeninger med i alt en million medlemmer blandt ufaglærte og faglærte med 3F, HK, FOA og Dansk Metal som nogle af de helt store forbund.

FTF er hovedorganisation for 70 store og små faglige organisationer med i alt knap 500.000 medlemmer med korte og mellemlange videregående uddannelser. Det gælder blandt andet sygeplejersker, folkeskolelærere og politibetjente.

Fusionen mellem LO og FTF træder i kraft ved årsskiftet. Den vil give en organisation, der samler 80 fagforbund og altså 1,4 millioner medlemmer.

Ifølge nyheden om navneskiftet vil organisationen arbejde for, at den danske model, hvor arbejdsvilkår og løn forhandles uden om staten, bliver fastholdt. Det mener organisationen er afgørende for Danmarks velstand.

- Derfor står vi også i den nye hovedorganisation vagt om vores stærke forhandlingssystem, hvor overenskomsterne sikrer lønmodtagerne et ordentligt arbejdsliv og gode lønninger.

- Den danske arbejdsmarkedsmodel er simpelthen en forudsætning for det velfærdssamfund, vi kender og holder af, skriver LO’s formand Lizette Risgaard.

Hun bliver formand for den nye, samlede organisation. Den vil have hele seks næstformænd, deriblandt Bente Sorgenfrey.

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere