Dansk festival truet af aflysning: Løbet kan være kørt

Den københavnske gadefest Distortion er truet af aflysning, efter Københavns Kommune afviste Distortions første plan for afviklingen af arrangementet. Nu har Distortion sendt en ny plan til kommunen

Gadefesten er noget, som i den grad splitter københavnerne. Her diskuterer politisk kommentator Henrik Qvortrup og opinionsredaktør Mads Kastrup festivalen

Årets udgave af den københavnske gadefest Distortion hænger i en tynd tråd, efter Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune for halvanden uge siden afviste festivalens handleplan for afviklingen af gadefesten.

Distortion har de seneste år modtaget massiv kritik for deres håndtering af generne i forbindelse med afviklingen af festen på Nørrebro og Vesterbro.

Her har beboere måtte leve med voldsomme støjgener, gennempissede opgangsdøre og generelt svineri som følge af de mere end 100.000 unge mennesker, der har festet i gaderne.

Tror på festen
Mandag var der så deadline for afleveringen af en opdateret handlingsplan for afviklingen af Distortion, og chefen for festivalen mener nu, at planerne lever op til kommunens krav og frygter derfor ikke, at Distortion bliver aflyst.

- Det hele har været en løbende dialog, og det eneste, der er sket, er, at vi er blevet færdige den 13. maj i stedet for den 3. maj, siger Distortion-chef Thomas Fleurquin til TV2 Lorry.

Ifølge Fleurquin har processen omkring årets gadefest været præget af interne magtkampe indenfor forvaltningen i Københavns Kommune.

- Det handler nok mere om at skabe noget politisk omtale og vise, at Teknik- og Miljøforvaltningen har magten over Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Det er en magtkamp, siger han til Lorry.

Afvikling stadig i fare
Men selvom Thomas Fleurquin er overbevist om, at Københavns Kommune vil godkende den nye handlingsplan, er det langt fra en selvfølge.

For hvis planerne ikke kan garantere en professionel afvikling af eventet, bliver det aflyst.

- Hvis forvaltningen vurderer, at den nye redegørelse ikke overholder kravene og man derved heller ikke ved fristforlængelsen kan levere det, der kræves af dem, så tror jeg løbet er kørt for Distortion 2018, siger Niels E. Bjerrum (S), medlem af Miljø- og Teknikudvalget til Ekstra Bladet.

- Det ville være en stor skam, men arrangementet har fået en karakter og har udviklet sig på en sådan måde, at Distortion de seneste år ikke er blevet afviklet sådan, at beboerne i områderne har kunne få tingene til at hænge sammen, tilføjer Niels E. Bjerrum (S)

Der træffes en afgørelse om Distortions skæbne mandag aften eller tirsdag.

Hvis Thomas Fleurquins nye plan for eventet godkendes, afholdes Distortion fra 30. til 31. maj på henholdsvis Nørrebro og Vesterbro, mens en fest for betalende deltagere afholdes 1. til 2. juni på Refshaleøen.

208 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere