Hvis du ved noget om sagen, kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalist på munk@eb.dk.
Den forlystelse, der var skyld i, at en bare 14-årig pige på tragisk vis omkom, fik en 'gennemgribende mekanisk opdatering' i 2017 af det danske ingeniørfirma Tech Invent fra Skanderborg.
Det fremgik indtil for nylig på virksomhedens hjemmeside, hvor man stolt fortalte om det omfattende arbejde på at forbedre den livsfarlige forlystelse Cobraen i Tivoli Friheden i Aarhus.
Men efter ulykken har virksomheden forsøgt at slette alle spor til forlystelsen fra både virksomhedens hjemmeside og Facebook-profil.
Det indrømmer Tech Invents direktør, Søren Noe Christiansen, da Ekstra Bladet konfronterer ham med, at man får fejlmeddelelser, når man forsøger at klikke sig ind på den omtale, der tidligere har fremgået på hjemmesiden og Facebook.
Ifølge direktøren er det fordi, man ikke vil sættes i forbindelse med den 'tragiske ulykke'.
- Det er simpelthen en kedelig sag helt generelt. Så det ville vi aldrig nogensinde kunne være stolte af at have været involveret i, siger direktøren for virksomheden.
- Nogle vil måske tænke, at I forsøger at skjule jeres forbindelse til det?
- Det tænker jeg nu ikke... Det er nu sådan, det er blevet. Vi kunne have ladet det blive, men jeg tænker bare, at vi ikke har det godt med at stå i forbindelse med det, der er sket der.
Artiklen fortsætter under billedet ...
-
Italienere fik skylden
Kort efter forlystelsen åbnede i 2008, var den også centrum for en alvorlig ulykke, der heldigvis var uden dødsfald. Her blev fire personer kvæstet, og de senere undersøgelser konkluderede, at ulykken skyldtes en konstruktionsfejl fra den italienske fabrikant.
Det italienske firma, som Tivoli Friheden købte forlystelsen af, gik senere konkurs, og Tivoli Frihedens direktør har i forbindelse med den nye ulykke forklaret, at man derfor ikke har et sted at rette et eventuelt erstatningskrav hen.
Efter ulykken i 2008 fik Tivoli Friheden støbt nye reservedele til forlystelsen fra en dansk virksomhed, og man allierede sig med tyske TÜV, der er blandt de førende inden for sikkerhedsgodkendelser af forlystelser.
Da Cobraen i 2009 genåbnede, gik forlystelsesparkens direktør Henrik Ragborg Olesen ifølge Jyllands-Posten så langt som at kalde Cobraen for 'den sikreste rutsjebane i hele verden.'
Artiklen fortsætter under billedet ...
'Danmarks sikreste rutsjebane'
Men Tivoli Frihedens publikumsmagnet har gennem årene været ramt af problemer. Alligevel har det jyske tivoli holdt fast i rutsjebanen, som man købte fra det konkursramte italienske firma for 33 millioner kroner.
På grund af konkursen har forlystelsesparken dog været nødsaget til at købe dele og assistance fra andre virksomheder, der ikke har den fjerneste forbindelse til den italienske fabrikant eller været involveret i udviklingen af forlystelsen.
Så da man i 2017 skulle lave en 'gennemgribende mekanisk opdatering' af forlystelsen, fordi man fandt 'nogle huller i de metaldele, der holder sæderne', hyrede man altså Tech Invent, forklarer Tivoli Frihedens direktør til Ekstra Bladet.
Mens den italienske fabrikant både ved ulykken i 2008 og nu har været i offentlighedens søgelys i jagten på at finde en syndebuk, så har gæsterne i Tivoli Friheden i en lang årrække suset rundt i Cobraen med beregninger og arbejde fra danske ingeniører som sikkerhed.
- Er det sikkerhedsmæssigt forsvarligt at få en dansk virksomhed, der ikke har haft noget at gøre med at lave forlystelsen i første omgang, til at lave det her arbejde?
- Ja, det er forsvarligt på den måde, at det bliver godkendt af Force Technology (Firma, der sikkerhedsgodkender forlystelser, red). De godkender jo og er med i sådan en proces. Det er jo ikke sådan noget, vi bare laver med et eller andet mere eller mindre tilfældigt dansk firma, siger han og nævner det faktum, at den oprindelige fabrikant er gået konkurs.
Ifølge Henrik Ragborg Olesen er der ikke siden blevet lavet så omfattende arbejde med forlystelsens vogntog.
- Er det normal praksis, at man køber en forlystelse fra en fabrikant, og så selv lapper den med dele fra forskellige virksomheder?
- Nej, det ved jeg ikke. Altså nu har jeg jo ikke så meget erfaring med lige nøjagtig dét.
- Du er jo trods alt direktør for en ret stor forlystelsespark?
- Jaja bestemt, men når der har været reparationer på en af vores andre forlystelser, der også er købt hos en italiensk virksomhed, som ikke er konkurs men 'still going strong', så har vi jo selvfølgelig købt reservedele hos dem. Men i det her tilfælde har vi jo ikke haft nogen hjælp, siger han med henvisning til fabrikantens konkurs.
Henrik Ragborg Olesen ved ikke, om det er normalt, at forlystelser skal repareres og forbedres med den hyppighed, som det har været tilfældet med Cobraen - herunder om andre forlystelsesparker også får repareret forlystelser med dele, der ikke stammer fra producenten.
- Mit bedste svar er: Jeg ved det ikke.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Direktør frikender sig selv
På Tech Invents hjemmeside fremgik det, at hele forlystelsens 'vogntog' blev optimeret 'konstruktions- og produktionsmæssigt'. Teksten var ledsaget af et billede, hvor man kan se, at en af virksomhedens medarbejdere sidder i et computerprogram med en model af vogntoget med de ti pladser på en af sine skærme.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Det var den bagerste del af vogntoget, der af endnu ukendte årsager løsrev sig - og som efter alt at dømme forårsagede den alvorlige ulykke.
Tech Invents direktør, der på stående fod ikke kan dele særligt mange detaljer om virksomhedens arbejde med forlystelsen, mener dog at vide, at ulykken ikke kan kobles til virksomhedens arbejde.
- Jeg ved det ikke præcist, men jeg har fået at vide af dem, som har arbejdet med det (hans medarbejdere, red.), at de ikke mente, at det var noget af det, som vi havde lavet, siger han.
Ulykken bliver nu efterforsket af Østjyllands Politi.