Tredje gang er lykkens gang.
Topmødet COP15 i den canadiske millionby Montreal kan være sidste chance, hvis der skal indgås en bindende aftale mellem verdens mest magtfulde nationer om at sikre biodiversiteten fremadrettet.
Men allerede før COP15 er der stor skepsis om, hvorvidt det kan lade sig gøre. Ved to tidligere forsøg har man nemlig ikke kunnet finde enighed om en aftaletekst.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Vi skal slutte fred
Administrerende direktør for FN's miljøprogram, danske Inger Andersen, understreger over for britiske The Guardian, at man skal blive enige om løsninger på blandt andet klimakrisen, spredningen af invasive arter og om at beskytte mere land og hav.
'Dette er vores tredje forsøg (på at blive enige om biodiversitetsmål, red.). Med den kurs, vi er på lige nu, er vi ved at miste én million af vores otte millioner arter på denne planet. Det er tydeligvis ikke en kurs, vi ønsker at være på. Vi er nødt til at ændre den måde, vi handler på som mennesker: Vi skal spise og leve på måder, der er positive for naturen.
- Hvad angår biodiversitet, er vi i krig med naturen. Vi skal slutte fred med naturen, fordi naturen er det, der opretholder alt på Jorden, lyder det fra Inger Andersen.
For tre uger siden blev vi otte milliarder mennesker på planeten. Det skaber store udfordringer på sigt, mener den danske FN-chef.
- Vi har netop budt velkommen til menneske nummer 8.000.000.000 på denne planet. Det er selvfølgelig en vidunderlig fødsel af en baby. Men vi skal forstå, at jo flere mennesker, der er, jo mere sætter vi Jorden under hårdt pres.
Artiklen fortsætter under videoen
Kinesiske demonstranter er de seneste dage gået på gaden i protest mod de coronarestriktioner, der gælder i landet og politiet forsøger at holde styr på det stigende antal af demonstranter
Kina er nøglen
Selvom topmødet afholdes i Canada, er det Kina, der er vært for de mere end end 10.000 deltagere, der ventes til Cop15, som er planlagt til at køre indtil 19. december.
Det er første gang, at Kina står i spidsen for et topmøde med fokus på miljø. Kina er dog på grund af landets strenge coronapolitik gået med til at flytte topmødet fra Kunming til Montreal.
Og netop Kina er nøglen til at indgå en aftale, mener EU's miljø-kommissær Virginijus Sinkevičius.
- Jeg tror, at Kinas rolle bliver afgørende. De har et stort ansvar, og som præsident (for mødet, red.) er de i en vanskelig position. Jeg er glad for deres engagement indtil videre. Vi må se, om det fortsætter. Hvis de ønsker, at det skal være et 'Paris-øjeblik' for naturen, har de det i deres hænder, men de skal lede.
Ministre fra de deltagende lande ankommer i anden uge for at hjælpe med at færdiggøre et endeligt udkast til en aftaletekst.