Magasasa Dim Sum & Cocktails er blevet politianmeldt.
Det fremgår af den seneste kontrolrapport, som Fødevarestyrelsen har udarbejdet efter et besøg på restaurationen i Kødbyen på Vesterbro i København.
Her er dommen klokkeklar; en sur smiley.
Og det er langt fra første gang, at Fødevarestyrelsen vender mundvigene ned efter et besøg i det hippe Kødbyen hos Magasasa.
Faktisk er det sket fem ud af de sidste syv gange, og restauranten er nu igen blevet politianmeldt.
Bananfluer
Ved seneste besøg, der fandt sted 16. september, lyder det følgende i rapporten:
'Det indskærpes, at der skal træffes passende foranstaltninger til bekæmpelse af skadegørere. Følgende er konstateret: Virksomhedens ene vindue i produktionskøkkenet stod åbent under tilsynet. I køkken og bar er der massiv forekomst af bananfluer.'
Til det svarede medarbejderen, der var på job den pågældende dag, at det vil blive sagt videre til 'chefen'.
'Følgende er konstateret: Tætningslister i 3 forskellige frysere i produktionslokale, 1 køleenhed i produktionslokale samt 1 køleenhed i forkøkken fremstår revnede. Det drejer sig om stort set alle virksomhedens køle/fryseinventar.'
Til det svarede medarbejderen, der var på job den pågældende dag, også, at det vil blive sagt videre til 'chefen'.
'Send en mail'
Ekstra Bladet har forsøgt at ringe til Magasasa Dim Sum & Cocktails for at få en kommentar fra 'chefen', men personen var ikke til at træffe, og der blev i stedet henvist til restaurantens hovedmail.
Tilbage i juni blev fersk kylling optøet forkert, så 'der kan være sket en for opformering af bakterier'. Derudover blev der fundet ophobning af skimmel, fedt og snavs.
Også dengang blev Magasasa politianmeldt, ligesom man fik en politianmeldelse i hovedet ved et besøg fra Fødevarestyrelsen tilbage i februar.