Dansk gourmetrestaurant lukker efter 25 år

Velrenommerede Strandingskroen er blevet solgt, og dermed ændres madkonceptet på restauranten

Ægteparret Anna-Gretha og Hans Jørgen Jensen har i 25 år ejet Strandingskroen, men har måttet sælge på grund af sygdom. Foto: Marianne Andersen/Ritzau Scanpix
Ægteparret Anna-Gretha og Hans Jørgen Jensen har i 25 år ejet Strandingskroen, men har måttet sælge på grund af sygdom. Foto: Marianne Andersen/Ritzau Scanpix

Så gik den ikke længere. Efter 25 år stopper ejerskabet af Strandingskroen i Blokhus for ægteparret Anna-Gretha og Hans Jørgen Jensen. Det oplyser direktør og svigersøn Kenn Bach til Ekstra Bladet.

- Jeg kan bekræfte, at Strandingskroen er blevet solgt. Der er skrevet under, siger Kenn Bach.

Køberen af Strandingskroen er Ebdrup-familien, der i forvejen ejer flere spisesteder samt Strandhotellet i Blokhus.

Ifølge Kenn Bach er det længere tids sygdom hos svigerfaderen, Hans Jørgen Jensen, som ligger til grund for salget af restauranten.

- Havde han ikke været syg, ville han ikke sælge den. Han kommer ikke uden for en dør, så det ville ikke give mening at beholde den, siger Kenn Bach og tilføjer, at tidspunktet for salget er det rigtige.

- Jeg er forretningsmand, og Strandingskroen har opbygget momentum over de sidste par år, så det måtte være nu.

To gange 'seks gafler'
Og direktøren har en pointe. Restauranten opnåede i 2017 og 2018 nemlig hele 'seks gafler', som er den fineste anerkendelse hos Nordjyskes madanmelderkorps, hvilket har ført til megen positiv omtale.

Det fine renommé var da også en medvirkende faktor til, at Ebrup-familien valgte at sætte sin krusedulle på aftalen.

- Vi har i forvejen tre restauranter i ejendommen, og vi har altid drømt om at få det hele i vores hænder. Så da Kenn Bach og familien spurgte, om vi var interesserede, sagde vi 'ja', siger Marie-Louise Ebdrup til Ekstra Bladet, som dog ikke vil afsløre købsprisen.

Den nye ejer oplyser, at madkonceptet på Strandingskroen vil blive overflyttet til Strandhotellet, men at Strandingskroen fortsat vil lave mad i den 'højere ende'.

- Strandingskroen har haft en menu, og det kører vi videre med. Folk kan dertil selv skænke drikkevarer ad libitum, og så vil der være en fast pris på det hele, siger Marie-Louise Ebdrup.

Ebdrup-familien overtager Strandingskroen 1. april.

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere