Dansk kæle-egern er blevet anmeldt

Internet-fænomenet TinTin, der er et egern, er blevet anmeldt til Miljøstyrelsen

Er han ikke sød? Video: TinTin (Tin Tin The Squirrel Insta)

Med sit søde ydre og helt usædvanlige adfærd har det danske kæle-egern TinTin gennem flere år taget sine mere end hundredetusinde Instagram-følgere med storm.

Men det kan der meget vel blive lavet om på, da det faktisk er forbudt at holde vilde dyr.

- Der er en borger i Danmark, der har fået ondt i bagen over, at TinTin har sele på. Derfor har han indberettet det til Miljøstyrelsen, der jo skal følge loven, siger TinTins 'far', Decan Andersen, til Ekstra Bladet.

- Det var ikke rart at få det brev. Han er jo som et tredje barn for mig.

Ifølge loven må TinTin altså ikke holdes i snor, men det er faktisk den eneste måde, at han vil væk fra sit hjem på.

- Han er altid fri, bortset fra når vi går tur. Tager jeg selen af, løber han hjem.

- Vi har for alt i verden forsøgt at give ham muligheden for at blive vild. Men det gider han ikke. Hvis terrassedøren bliver åbnet, sidder han bare og kigger under halvtaget, siger Decan Andersen.

TinTin elsker sit hjem. Foto: TinTin Instagram
TinTin elsker sit hjem. Foto: TinTin Instagram

Faldt ned fra træ
I brevet, som Decan Andersen har modtaget fra Miljøstyrelsen, står der blandt andet:

'I Danmark er der et forbud mod at indfange vilde dyr, herunder egern. Egern er et pattedyr, som er naturligt forekommende i den danske natur, og er således omfattet af reglerne for vildt. Miljøstyrelsen har ingen oplysninger om, at der skulle være givet tilladelse til dit hold af egernet'.

Men TinTin er som sådan aldrig blevet indfanget, da han for fem år siden blev en del af Decan Andersens familie.

Egernet styrtede i første omgang ned fra taget, hvor den blev ramte en gren på vej ned og fik flænset brystkassen op.

Efter at have gennemgået et længere sygdomsforløb fik egernet et helt særligt forhold til sin forbinding i hjemmet.

- Han blev bare ved med at komme igen. Han forbinder den forbinding, han havde på som baby, med tryghed. Den vender han hele tiden tilbage til.

- Han er hele min dagligdag. Jeg er førtidspensionist, og han er mit fuldtidsarbejde. Egern har supermeget energi og skal stimuleres. Men det er skideærgerligt for ham, at han ikke kan komme ud og klatre i træer. Han er også glad for at komme ned på skoler, da han slet ikke er genert. Det kan han ikke længere, siger Decan Andersen.

Når Decan og TinTin er på tur, har egernet snor på. Foto: TinTin Instagram
Når Decan og TinTin er på tur, har egernet snor på. Foto: TinTin Instagram

Sagen under behandling
Miljøstyrelsen bekræfter, at de er i gang med at behandle sagen, om hvor TinTins fremtid ligger.

- Vi arbejder på at finde en løsning. Men jeg kan selvfølgelig ikke sige mere, så længe sagen kører, og så længe, der ikke er sendt svar til borgeren, siger sagsbehandler Lasse Sehested Jensen til Ekstra Bladet.

- Når vi skriver til en borger, kan det godt opleves lidt formelt, og derfor skriver vi også, at folk er velkomne til at henvende sig, hvis de har spørgsmål. Vi har desuden haft en telefonisk kontakt med Decan Andersen, og det er vores oplevelse, at han har været glad for den kontakt.

331 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere