Han har trykket hånd med den britiske prins Charles, besøgt Anders Fogh Rasmussen, da han var generalsekretær i Nato, og nedlagt kranse på mærkedage for besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig.
Men nu viser det sig ifølge Weekendavisen, at danske Hugo Plaun arbejdede som krigskorrespondent for nazisternes berygtede militærenhed Waffen SS.
Han har ellers i mange år brystet sig af at have kæmpet for de britiske specialstyrker SAS under Anden Verdenskrig.
- Det greb om sig, og jeg er faktisk målløs over, at det aldrig er blevet opdaget.
- Jeg ville ikke undskylde eller løbe væk fra det. Jeg vil tage det stående, og så må jeg tage de øretæver, der kommer, siger Hugo Plaun til Weekendavisen fredag.
Han er i dag 96 år gammel og bor i Charlottenlund.
Ekstra Bladet har også været i kontakt med Hugo Plaun, men han ønsker ikke at kommentere sagen. Han vil dog gerne 'beklage sine handlinger'.
Ifølge Weekendavisen viser hidtil ukendte dokumenter fra Rigsarkivet, at Hugo Plaun i 1946 blev idømt halvandets års fængsel for frivilligt at have meldt sig til Waffen SS.
Holdt dom skjult
Det lykkedes ham dog at holde dommen skjult.
Efter han i begyndelsen af 1980'erne blev medlem af Hjemmeværnet, begyndte Hugo Plaun at optræde med den falske historie, som han siden har stået ved.
Han har gennem årene holdt flere foredrag om sine frit opfundne bedrifter for blandt andre officerer i Forsvaret.
Da den britiske prins Charles var på besøg i Danmark i 2012, var Hugo Plaun med i en æresgarde af veteraner, der foran Frihedsmuseet hilste på den britiske tronarving og hans hustru, Camilla Parker-Bowles.
Falsk medalje
Ved den lejlighed bar Hugo Plaun flere medaljer - blandt andet den næsthøjeste britiske militære orden, Distinguished Service Order.
Den medalje var dog en kopi, der var købt i England, indrømmer han over for Weekendavisen.
Sikkert er det dog, at Hugo Plaun har modtaget et 25 års anciennitetstegn, som gives til dem, der har gjort frivillig tjeneste i Hjemmeværnet i 25 år.
I 2013 fik han ligeledes den særlige hædersbevisning "Årets Livjæger" af Hjemmeværnskompagni Kastellet.