Dansk læge efter børnekys-advarsel: Børn får sexproblemer og spiseforstyrrelser

En amerikansk børnepsykolog mener, det er alt for seksuelt at kysse sine børn på munden. En del af en meget uheldig tendens, siger dansk kollega

En amerikansk læge mener, det er dybt upassende at kysse sine børn på læberne. Dansk kollega er stærkt uenig. (Foto: Colourbox)
En amerikansk læge mener, det er dybt upassende at kysse sine børn på læberne. Dansk kollega er stærkt uenig. (Foto: Colourbox)

Udtalelser fra en amerikansk børnepsykolog, Charlotte Reznick, gik forleden verden rundt, da hun blev citeret i et indlæg i Your Tango. Artiklen handlede om, hvorvidt det er i orden at kysse sine børn på læberne. Børnepsykologen skrev blandt andet:

’Kysset på læberne kan være stimulerende… Det er bare for forvirrende. Hvis mor kysser far på munden og omvendt, hvad betyder det så når jeg, en lille pige eller en lille dreng, kysser mine forældre på munden?’

Se også: Læge advarer: Kys ikke dine børn på læberne

Det fik forældre over hele verden til at fare i flint, og nu giver den danske børnepsykolog Niels Peter Rygaard sit besyv med.

- Det er ikke hende jeg kritiserer, men jeg er imod den tendens hun er en del af, når man ser på helheden af børns vilkår i bysamfund, indleder Niels Peter Rygaard et indlæg, som han har sendt til Ekstra Bladet. Han fortsætter med en opremsning af den tendens, han er stærkt imod:

- Tag selfies mens du føder, undlad at amme dit barn i offentlige rum, og kys ikke dit barn på læberne. Lad aldrig dit barn se sine forældre nøgne, giv det badetøj på på stranden og i svømmehallen fra 6 måneders alderen, snak i mobil mens du triller barnevognen, og far sender arbejdsmails i weekenden. Følg dit barn på mobilen til enhver tid, lad aldrig dit barn lege med andre børn alene eller kravle i træer, lad det passe af alle mulige forskellige voksne i dagens løb, lad det blive i børnehaven når du tager på ferie (helst én af de københavnske med 500 børn), sørg for at barnet aldrig er sammen med yngre eller ældre børn, tal med det om at 10 nok er en lav karakter, lad det blive i skolen fra 8 til 16, lad det skifte gruppe og lærere hele tiden, og bliv skilt når det er 5 år.

Se også: Forskere: Giv babyer iPads så snart de er født

Den uhyggelige tendens, som børnepsykologen er stærkt imod, kan nemlig få nogle voldsomme konsekvenser for børnene, når de udvikler sig til unge og voksne mennesker:

- Så har du skabt grundlaget for ensomme unge, der bliver hyperaktive, selvskadende, får spiseforstyrrelser, præstationsangst, depressioner, identitetsproblemer, barberer alle deres hår af kroppen og får sexproblemer, og lider af social angst, skriver Niels Peter Rygaard.

Se også: Kritiseret for at amme sin datter i swimmingpool

Ifølge ham viser 60 års forskning i sunde børn nemlig, at der er fem essentielle ingredienser, som skal i gryden, når man opfostrer et barn. Den første er tidlig fysisk kontakt i rå mængder. Den næste er hyppig, koncentreret voksen opmærksomhed. Den tredje er langvarige relationer til få enige voksne, og den fjerde er et langtidsforhold til en bestemt, lille gruppe andre børn.

Se også: Nye retningslinjer: Nu må du amme på Facebook

- Og den femte ingrediens er måske den vigtigste: Forældre, som nyder tilværelsen, kan være spontane, tør lægge alting væk og være i nuet, kysser hinanden på upassende tidspunkter mens børnene ser det, og ikke lader sig styre af frygt, men af tro, håb og kærlighed, skriver den danske børnepsykolog, som har samlet frivillige børneforskere fra hele verden og skabt NGOen www.fairstartglobal.com, der på 16 sprog tilbyder gratis uddannelse af børnehjemsmedarbejdere og plejefamilier i omsorg for forladte børn.

 

 

145 kommentarer
Vis kommentarer