Dansk mand er ikke smittet med coronavirus

En prøve har afkræftet, at en dansk mand er smittet med coronavirus

Sådan så det ud, da patienten ankom til Skejby Sygehus tidligere tirsdag. Foto: DR Nyheder
Sådan så det ud, da patienten ankom til Skejby Sygehus tidligere tirsdag. Foto: DR Nyheder

Prøver fra Statens Serum institut viser, at den første dansker, som tirsdag var mistænkt for at være smittet med coronavirus, ikke er smittet.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Manden blev indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby i højisolation tirsdag, da man havde en mistanke om, at han havde coronavirus. Det var dog ikke tilfældet.

Patienten var kommet hjem søndag fra Hubei-provinsen i Kina, hvor virussen stammer fra.

- Det er en mand, som har været i Hubei-provinsen inden for de sidste 14 dage, fra han bliver syg. Han er indrejst i Danmark i søndags og er blevet hentet med ambulance i eget hjem helt efter bogen, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, til Ekstra Bladet.

- Mistanken er her til aften blevet afkræftet ved en prøve fra luftvejene, der blev undersøgt på Statens Serum Institut, oplyser Sundhedsstyrelsen tirsdag aften.

Lav smitterisiko
Tilfældet ændrer ikke på, at risikoen for spredning af virussen i Danmark er lav.

- Vi følger løbende udviklingen, og vi kan konstatere, at vores beredskab fungerer, siger enhedschef Søren Brostrøm på hjemmesiden.

Manden blev indlagt i såkaldt højisolation for at sikre, at han ikke kunne smitte andre.

Smitte med coronavirus vækker kun mistanke, hvis en person har en akut, alvorlig, nedre luftvejsinfektion med feber, oplyser Statens Serum Institut.

Samtidig skal vedkommende have opholdt sig i den kinesiske millionby Wuhan i Hubei-provinsen 14 dage, før symptomerne meldte sig, eller inden for de seneste 14 dage have haft kontakt med en person, som er mistænkt for eller har fået påvist at have infektionen.

Gode nyheder
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kalder prøven gode nyheder.

- Det er gode nyheder, vi har fået fra Statens Serum Institut. Ikke mindst for patienten og hans nærmeste, som jeg sender mange tanker.

- Jeg følger fortsat udviklingen tæt, og vores beredskab står klar til at træde i funktion, så snart vi har brug for det, siger Heunicke i et skriftligt citat.

Indtil videre har den smitsomme virus kostet over 100 personer livet i Kina.

I Tyskland er fire personer i alt blevet smittet med det hastigt spredende coronavirus i Tyskland.

161 kommentarer
Vis kommentarer