Dansk Mars-kandidat med i top 10

Mere end 200.000 mennesker meldte sig. Nu er dansker ikke blot blandt de resterende 100 i kapløbet om en énvejsbillet til Mars, han er også topkandidat

34-årige Christian Ohlendorff Knudsen er med i slutspurten om at blive blandt de få udvalgte, der skal sendes til planeten Mars i 2023. (Foto: Privatfoto)
34-årige Christian Ohlendorff Knudsen er med i slutspurten om at blive blandt de få udvalgte, der skal sendes til planeten Mars i 2023. (Foto: Privatfoto)

Om otte år skal fire mennesker sættes på et rumskib mod Mars. En af de fire kan ende med at blive den 34-årige dansker, Christian Ohlendorff Knudsen.

For to år siden meldte han sig sammen med mere end 200.000 andre til det såkaldte Mars-One-projekt, hvis mål er kolonisere planeten.

Udskillelsesløbet har fået enorm opmærksomhed over hele verden, og i går blev der endnu en gang sorteret i bunken af ansøgere. Der er nu kun 100 udvalgte tilbage, og danske Christian Ohlendorff Knudsen er en af dem. Selvom rejsen er uden returbillet, og de udvalgte skal leve resten af deres liv på Mars uden mulighed for at komme tilbage til Jorden, så er Christian ikke bange for at komme til at fortryde, hvis han bliver en af dem, der ender på Mars.

- Jeg er helt sikker på, at jeg vil være afklaret med det, inden raketten afgår. Jeg forbeholder mig retten til at fortryde indtil da, men når raketten er afgået, så bliver det med liv og sjæl, og så må jeg bide, hvad der end sker, i mig. Jeg kommer i hvert fald ikke til at fortryde efter raketten er afgået, vurderer Christian.

Med i top 10
Siden Christian meldte sig til programmet, har han gjort sig mange tanker omkring, hvordan det vil blive på Mars, og hvad han kommer til at savne mest, hvis han bliver valgt.

- Du må kun være udenfor i kort tid om dagen på grund af strålingen. Resten af tiden bor du indeni en slags oppustelig bobbel, så jeg tror, at jeg vil savne de små friheder, som vi ikke tænker over i hverdagen. At jeg kan gå en tur, når jeg har lyst og være alene, når jeg har lyst.

Ifølge The Guardian har folkene bag projektet rangeret kandidaterne efter point, og her har Christian fået så mange point, at han bliver vurderet til at være en af ti topkandidater til at blive udvalgt til programmet. Men selvom han er utrolig glad for at være nået så langt i projektet, vil det alligevel ikke være jordens undergang, hvis han ender med at se raketten blive skudt af sted mod Mars uden ham.

- Det vigtigste er, at projektet bliver til noget. Selvfølgelig vil jeg have en personlig tilfredsstillelse ved, at jeg personligt har givet noget tilbage til samfundet, men det vigtigste er, at det bliver til noget. Så hvis jeg bliver vraget for nogen, der er bedre egnet, så vil jeg have det fint med det, siger Christian til Ekstra Bladet.

'Gylden æra'
Christian meldte sig til programmet for at give noget tilbage til samfundet og for at fremskynde den teknologiske udvikling, som månelandingen gjorde.

- Min motivation stammer meget fra månelandingen. Efterfølgende så man enorme tekniske fremskridt, og det er noget, vi alle kan drage nytte af, og noget jeg gerne vil bidrage til. Hvis vi kan få en ny teknologisk gylden æra, som vi fik med månelandingen, så synes jeg, det er værd at risikere rigtig meget for.

Hele Christians familie har støttet ham i projektet. Hans mor ville endda have tilmeldt sig, hvis hun havde hørt om projektet tidligere, fortæller Christian til Ekstra Bladet. Men han har dog også oplevet masser af negative reaktioner fra folk, når han har fortalt om projektet.

- Der er folk, der er meget kritiske, og som mener, at projektet er galskab. Men jeg er ikke blåøjet, og selvom der stadig er ting, som man ved rette skal forholde sig kritisk over for, så mener jeg, at fordelene opvejer ulemperne.

Planen er, at raketten med de fire udvalgte skal sendes til Mars i 2023. Af de 100 resterende, er der 50 mænd og 50 kvinder, skriver Berlingske. 31 er fra Europa, 39 fra Syd- og Nordamerika, 16 fra Asien, 7 fra Afrika og 7 fra Oceanien.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere