Dansk museum med kæmpe nyhed: - Det største nogensinde

For første gang nogensinde kommer en ægte Tyrannosaurus rex til Danmark

Fossilet af Tristan Otto, der lige nu står i Berlin, tager i det nye år turen til København. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
Fossilet af Tristan Otto, der lige nu står i Berlin, tager i det nye år turen til København. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
Følg Samfund

Når foråret for alvor banker på døren i Danmark, kan vi ikke alene se frem til lysere dage og forhåbentlig varmere temperaturer.

Statens Naturhistoriske Museum slår nemlig til april dørene op for museets måske største nyhed nogensinde.

Før første gang i Skandinavien vil man nemlig kunne opleve de jordiske rester af en vaskeægte Tyrannosaurus rex i en kommende særudstilling på museet.

Det bekræfter museet over for Ekstra Bladet.

Museet har nemlig lavet en aftale med det naturhistoriske museum i Berlin, Museum für Naturkunde, der betyder, at deres tyrannosaurus, Tristan Otto, kommer på et års besøg i Danmark.

- Så fantastisk
Peter Kjærgaard, museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum, er ikke overraskende begejstret for den kommende udstilling.

- Det er simpelthen så fantastisk. Det er noget, vi har arbejdet på i rigtig lang tid, siger Peter Kjærgaard til Ekstra Bladet.

Han ser derfor frem til langt om længe at kunne præsentere danskerne for 'et helt igennem fantastisk og vidunderligt fossil'.

- Det bliver det største, vi nogensinde har sat på programmet her på museet. Og derfor har der også været rigtig mange ting, der har skullet falde på plads, for at det her har kunnet lade sig gøre, siger han.

Han fortæller, at aftalen er kommet i stand gennem et tæt samarbejde med museumsledelsen i Berlin og med de to danskere, som ejer Tristan Otto, nemlig Niels Nielsen og Jens Peter Jensen, hvis sønner dinosauren er opkaldt efter.

- Niels Nielsen er meget interesseret i at støtte og hjælpe museerne i Berlin og København. For ham er det naturligt at sige, at det ville være fint, hvis det kunne komme den danske offentlighed til gode, siger Peter Kjærgaard.

Første gang i Danmark
Ifølge Peter Kjærgaard er det første gang nogensinde, en Tyrannosaurus rex befinder sig på dansk jord. Heller ikke for 66 millioner år siden, da Tristan Otto og de andre dinosaurer levede, var der arter af den slags i det, der i dag er Danmark.

Den 3,4 meter høje og 12 meter lange tyrannosaurus stammer således fra Montana i USA, hvor den blev fundet i 2010. Det er et af verdens mest velbevarede eksemplarer.

Peter Kjærgaard glæder sig til at slå dørene op for voksne og ikke mindst deres børn. Det særlige ved Tristan Otto er nemlig også, at fossilet på grund af mineralerne i jorden, hvor det blev fundet, nærmest er farvet helt sort.

- Det bedste er næsten ikke at se fossilet, men at se de børn, som bliver fuldstændig blæst bagover af synet, siger han.

Især for børn vil den enorme kødæder være en overvældende oplevelse. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
Især for børn vil den enorme kødæder være en overvældende oplevelse. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
 

Ifølge Peter Kjærgaard skal det nye trækplaster bidrage til at gøre danskerne og især børn og unge mere interesserede i naturhistorie, og så skal det øge interessen for museet, inden man åbner et nyt, stort museum i 2023. Det er i skrivende stund ved at blive bygget i Botanisk Have i København.

- Så det er perfekt, at vi får mulighed for at udstille Tristan Otto her, mens det nye museum bliver bygget.

Inden Tristan Otto tager turen til København, bliver han centrum for en afskedsfest i Berlin i januar. Herefter skal han skilles ad, inden han bliver pakket forsvarligt ned og fragtet til København, hvor han nøjsomt bliver bygget op igen i et dertil indrettet lokale.

- Vi har sørget for at lave 3D-scanninger for at sikre os, at han passer ind i det lokale, vi vil bruge. Jeg tror måske, det bliver en flottere oplevelse end i Berlin. Vi har fundet et fantastisk rum til ham, og vi har 3D-scannet det hele, så vi var sikre på, at der var plads til ham. Jeg kan godt love, at det bliver storslået, lyder det fra Peter Kjærgaard.

Indtil videre har omkring to millioner mennesker set Tristan Otto på museet i Berlin. Efter planen skal fossilet være i København i mindst et år, inden det atter skal tilbage til den tyske hovedstad.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Nej Lars, dansk politik har ikke brug for dig – det er omvendt