Det kan føles rigtig rart i det øjeblik, man bliver smittet, men så snart sygdommen bryder ud, er det egentlig ikke så dejligt at have den seksuelt overførte sygdom gonoré.
Alligevel er der flere og flere danskere, der bliver smittet med kønssygdommen, og nu råber britiske læger vagt i gevær, fordi en ny, super udgave af sygdommen er begyndt at brede sig i England.
En særlig variant af kønssygdommen gonoré bliver i England kaldt super-gonoré, fordi den er resistent over for flere forskellige antibiotika. Det skriver BBC, der fortæller, at alle apoteker i landet er blevet advaret mod kun at udskrive en enkelt slags antibiotika i stedet for de nødvendige to.
- Vi har endnu ikke set den form for gonoré i Danmark, og skulle det ske, er vi godt forberedte. Det skyldes blandt andet, at vi har en særdeles god overvågning af sygdomme og resistens. Desuden er det som regel ret nemt for en læge at kontakte patienten, hvis laboratorieundersøgelser viser, at patientens gonorébakterier er resistente, siger Steen Hoffmann, der er speciallæge i klinisk mikrobiologi og overlæge ved Statens Serum Institut.
Super-sygdommen ændrer sig hurtigt
Steen Hoffmann fortæller, at der ingen steder i verden er set en type af gonoré, som er 100 procent resistent over for alle antibiotika.
- Man skal heller ikke bekymre sig om, at super-gonoré kommer til Danmark. Hvis den gør, kan vi slå den ned med flere forskellige typer af medicin. Problemet i England har netop været, at man i visse tilfælde kun har benyttet én form for antibiotika, selv om to former virker bedst sammen og angriber sygdommen fra forskellige vinkler, siger overlægen, der arbejder med overvågning af seksuelt overførbare sygdomme ved Statens Serum Institut.
Han forklarer, at kombinationsbehandlingen ofte foregår både via tabletter og en indsprøjtning.
- Det er et skrækscenarie, at sygdommen skulle blive fuldstændig resistent, men inden for de sidste år kan vi her i Danmark se, at gonorébakterier er blevet mindre resistente, siger Steen Hoffmann.
I september i år skrev BBC om, at 12 forskellige personer havde fået super-gonoré i byen Leeds. Her var sygdommen heller ikke blevet fuldstændig resistent over for al antibiotika.
Der bør podes i alle huller
Selv om Steen Hoffmann ser med optimistiske øjne på mulighederne for behandling af gonoré, vil han alligevel anbefale, at patienterne undersøges i alle mulige smittesteder i kroppen, når der er mistanke om gonoré.
- Man kan få gonoré i både urinrøret, endetarmen, svælget og hos kvinder i livmoderhalsen. Det kommer helt an på, hvilken form for sex personen har dyrket, siger overlægen.
Nogle gange er patienterne af uransagelige årsager dog ikke helt ærlige omkring deres seksuelle adfærd, og det kan betyde, at gonoréen ikke bliver opdaget.
- Gonoré i svælget og endetarmen er næsten altid symptomløst, og hvis lægen så ikke laver en podning her, betyder det, at patienten kan smitte endnu flere, siger Steen Hoffmann.
Han opfordrer derfor til to ting:
- Et: At patienter er ærlige omkring deres sexliv, så lægerne kan spore sig ind på spredning. To: At læger simpelthen tester alle fire steder, så man kan være helt sikker på, at sygdommen ikke gemmer sig, siger overlægen.
I 2014 blev 1260 personer testet positiv for gonoré i Danmark.