Dansk padler-viking har indtaget Norge: - Det er den vildeste drøm

Efter cirka 60.000 padletag er Casper Steinfath nået fra Hirtshals i det nordlige Danmark til Kristansand i det sydlige Norge. Og han er den første til at padle den ekstreme distance

Casper Steinfath blev taget kærligt imod af moderen, der ventede på stranden i Norge. (Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix)
Casper Steinfath blev taget kærligt imod af moderen, der ventede på stranden i Norge. (Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix)

- Det er så vildt det her. Nej, vildt kan ikke gøre det.

Sådan lyder det fra 24-årige Casper Steinfath, da Ekstra Bladet fanger ham på en telefon kort tid efter, at han har tilbagelagt turen på et padlebræt fra Hirtshals til Kristiansand.

Han forklarer, at han sidder viklet ind i to tykke dyner i en bil med fuld tryk på varmeblæserne og er lettere nedkølet.

- Jeg er dybt, dybt berørt, men samtidig er jeg mere træt end nogensinde før. Jeg kan slet ikke fatte, hvad jeg lige har gjort.

Han lykkedes med sit projekt om at krydse Skagerrak på et surfbræt og padle i alt 137 kilometer fra Danmark til Norge kort før klokken 20 søndag aften. Turen startede natten til søndag klokken 01:00.

En drengedrøm
Lige siden Casper startede med at padle som 13-årig, har han haft et mål om at se, hvor langt han kunne presse sig selv på brættet.

- Jeg har stået og spejdet ud over horisonten ved Klitmøller, siden jeg var barn og tænkt på, hvad der er muligt for mig.

- Så det er her den vildeste drøm.

Det er ikke så meget det at nå til Norge, der har været en milepæl for ham.

- Jeg ville mærke, hvad min krop kunne presses til. Både mentalt og fysisk, siger Casper Steinfath.

Sådan så det ud, da den hårdtprøvede viking indtog Norge. (Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix)
Sådan så det ud, da den hårdtprøvede viking indtog Norge. (Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix)
 

Det højeste bjerg
Sidste gang Casper forsøgte at tage turen til Norge, gik det galt. Og det var ikke langt fra, at han måtte trække stikket denne her gang.

- Jeg var meget tæt på at give op. De sidste fire timer var de værste timer i mit liv.

- Hver eneste sektion i min krop var ved at stå af en efter en. Først benene, så skulderne, så armene, så fødderne. Det hele var ved at stå af.

Men alligevel formåede han at bryde bølgerne og komme hele vejen i mål.

Det kan mærkes
Det var hverken kulden eller den mentale kamp, der var det værste på hele turen.

- Lige nu er det værste de modbydelig gnavemærker, jeg har fået af mit udstyr. De er både på arme, ben og mine ædlere dele er også hårdt ramt.

- Jeg bliver straffet af min krop, men det er fint med mig, for jeg kan mærke, at jeg har presset mig ud af min comfort-zone.

Og der var særligt én ting, der holdt modet oppe hos ham.

- Jeg vidste, at for enden af turen ventede en brandvarm bruser, og hvem elsker ikke det?, spørger han retorisk.

Til trods for gnavemærker på de ædlere dele var der alligevel smil at finde hos Casper Steinfath. (Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix)
Til trods for gnavemærker på de ædlere dele var der alligevel smil at finde hos Casper Steinfath. (Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix)
 

Modtaget på stranden
Det var til stor begejstring, da den danske viking indtog den norske strand i Kristiansand. Det første, han gjorde, var at åbne en flaske champagne foran de fremmødte.

- Det var overvældende, og jeg er dybt rørt over alle de mennesker, der var mødt op på stranden.

Men selvom han allerede har indtaget en lille del alkohol, så skal det ikke fejres med et stort brag lige med det samme.

- Jeg har ikke kræfter til at feste, som jeg har det nu, men når vi kommer hjem til Thy på mandag, skal det fejres på manér.

Vil inspirere andre
Da Ekstra Bladet snakker med Casper, er han tydeligt rørt af den enorme bedrift, han har opnået.

- Det er en lærestreg til mig selv og alle andre om, at kroppen kan så meget mere fysisk og psykisk, end vi lige går og tror.

- Det er også noget, som jeg gerne vil give videre til andre. Når det gør ondt, kan man godt kæmpe den ekstra kilometer eller 10, man har igen.

Når turen går hjem mod Danmark, foregår det dog ikke på et padlebræt.

- Min bror jokede med, at jeg skulle padle hele vejen hjem igen. Men glem det. Jeg tager med glæde færgen og spiser mig selv ihjel i buffeten.

97 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere