Dansk par fik uventet sms: Nu er de millionærer

Et par fra Vejle fik at vide over sms, at de havde landet milliongevinst i Lotto

- Min partner og jeg sad og halvdøsede i sofaen. Vi har små børn, så det er ikke det mest udsvævende liv, vi lever for tiden. Men det kan nok være, vi vågnede op, da sms’en tikkede ind på telefonen, fortæller den 33-årige mand og nyudklækkede millionær fra Vejle til Danske Spil.

Han fik at vide, at de havde vundet 1.200.000 kroner, da han er Plus-abonnent hos Danske Spil. Til at begynde med var han dog lidt skeptisk.

- Jeg sagde til min partner, at hun simpelthen var nødt til at tjekke om det kunne være rigtigt. Og da vi tjekkede tallene, kunne vi jo godt se, at den var god nok.

Måtte bekræftes
Da han i stadig mistro havde ringet til Danske Spil for at få gevinsten bekræftet, kunne følelserne få frit spil.

- Og så brød vi sammen af grin. Det var bare så fedt. Og selv om jeg var helt vildt træt og vidste, at mine børn ville vække mig sindssygt tidligt. Så fik jeg nærmest ikke lukket et øje den nat, siger den heldige vinder.

Parret har endnu ikke besluttet sig for, om de vil fortælle deres omgangskreds om gevinsten.

- Hvis der havde været et nul mere på, så havde det jo været lidt sværere at skjule, at man havde vundet. Men det er jo ikke fordi, 1.2 millioner kommer til at ændre vores liv. Vi går jo ikke ned og siger op i morgen. Men det er fantastiske penge til at forsøde tilværelsen med, sikrer den 33-årige.

Til at starte med har parret nu købt nye bukser og briller. Men de er ikke færdige med at fejre gevinsten.

- Vi er ved at bygge hus midt i Vejle, så det kommer en stor del af pengene nok til at gå til. Og når vores mindste barn er blevet lidt større, skal vi ud at rejse. Og så tænker jeg, at jeg skal have et Omega Seamaster. Nu har jeg drømt om det i fire-fem år, og der er da et eller andet galt, hvis man ikke kan få sin drøm opfyldt, når man har vundet i Lotto, slutter en glad vinder.