Dansk plastikaffald ender i Asien

Plastaffald, som danskere har sorteret til genanvendelse, ender i flere tilfælde i blandt andet Malaysia

En del af plastikaffaldet fra Danmark ender i Asien. Foto: Mohammad Ponir Hossain/Reuters
En del af plastikaffaldet fra Danmark ender i Asien. Foto: Mohammad Ponir Hossain/Reuters

Når dansk plastik smides i en skraldespand herhjemme, kan det blive første skridt mod en lang rejse til eksempelvis Malaysia.

Det fortæller TV2 i sin minidokumentar "På sporet af dansk plastaffald".

I dokumentaren finder tv-stationen frem til, at en del af de tusinder af containere med plastikaffald, som danske borgere har sorteret til genanvendelse, havner i Malaysia.

Imens bliver en anden del brændt af under ukontrollerede forhold på fabrikker i Indonesien.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, siger Anne Aittomaki, strategisk direktør hos miljøorganisationen Plastic Change.

- Det gør heller ikke noget godt for borgernes interesse for at sortere. Det vil jeg selvfølgelig gerne understrege, at de bare skal blive ved med. Men det er en rigtig dårlig historie set fra vores synspunkt, tilføjer hun.

En del af det danske plastaffald bliver egentlig sendt til Tyskland til genanvendelse. Hvad der nøjagtigt sker herfra, er uklart.

Men et bud er, at det i stedet for at blive genanvendt bliver sendt videre til nye mellemmænd, der sender det videre igen, hvorefter det til slut ender i blandt andet Malaysia.

Det har aldrig været meningen, at affaldet skulle ende i hverken Malaysia eller Asien i det hele taget, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

- Jeg synes, det er dybt, dybt bekymrende, at vi kan se, at plastik fra Danmark forurener natur og miljø ude i verden, men jo også skader menneskers helbred, så det skal vi selvfølgelig have lavet om på, og dokumentaren viser jo meget klart, hvor stort et globalt problem, vi står med, siger hun til TV2.

Ministeren understreger, at hun hurtigt vil tage affære. Eksempelvis vil hun i næste uge tage problemet op med sine europæiske kolleger i EU.

Står det til Anne Aittomaki fra Plastic Change, er der netop også brug for politisk handling for at komme problemet til livs.

- Der er ikke nogen hurtig løsning på det her. Helt konkret skal der arbejdes på en EU-plan om, at man skal have et forbud mod at eksportere affald ud af EU, siger hun.

111 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere