Retten i Koldings beslutning om at løslade en varetægtsfængslet 42-årig mand fra Usbekistan er ikke gået ubemærket hen i Tyrkiet, som siden 19. juli har krævet manden udleveret fra Danmark.
Historien er onsdag forsidestof i en lang række tyrkiske medier, som stiller spørgsmålstegn ved beslutningen.
Den 42-årige er bosat i Vejle, og de tyrkiske myndigheder mistænker manden for at have skaffet de våben, der blev brugt ved et angreb på natklubben Reina i Istanbul nytårsaften. Her døde 39 af deres kvæstelser, mens 65 blev såret. En anden usbeker, Abdulgadir Masharipov, menes at stå bag ugerningen, og han blev anholdt efter en intens menneskejagt i Istanbul.
'Skurken blev løsladt'
En af Tyrkiets største aviser - Millyet - skriver 'chokerende beslutning fra Danmark i forbindelse med mistænkt fra Reina-massakren'.
Avisen Karar følger trop med sin overskrift; 'Danmark udleverede ikke skurken fra Reina-massakren - de løslod ham'.
Ekstra Bladet har valgt ikke at dybtlinke til artiklerne, fordi de tyrkiske medier bringer både billeder af den mistænkte vejlenser, ligesom de også skriver mandens navn.
Den 42-åriges forsvarer, Michael Juul Eriksen, fortæller, at der er en helt bestemt årsag til, at retten valgte at løslade hans klient.
- Rigsadvokaten har besluttet, at han ikke kan udleveres til Tyrkiet, og derfor er han blevet løsladt, siger Michael Juul Eriksen uden dog at komme ind på, hvorfor Rigsadvokaten var nået frem til den afgørelse.
Artiklen fortsætter under billedet...
'Chokerende og skandaløst'
Newssitet Haber 3 Hilal går så vidt som til at kalde rettens beslutning for 'chokerende', mens Kanal B under overskriften 'skandaløs beslutning fra Danmark' skriver:
- Danmark har taget en beslutning, der vil skabe vrede i Tyrkiet. (Navnet på den mistænkte - red.), der har usbekiske rødder og mistænkes for at have leveret våben til angrebsmanden Abdulkadir Masharipov, som er ansvarlig for 39 menneskers død, er blevet løsladt.
Dansker fængslet: Mistænkt for at medvirke til terror med 39 dræbte
Vejle Amts Folkeblad har tidligere skrevet, at den 42-årige beskyldes for at have overdraget to pistoler og flere AK 47-rifler til en kirgisisk mand, der skal have stået i ledtog med Abdulgadir Masharipov.
Michael Juul Eriksen har tidligere oplyst til Ritzau, at hans klient nægter sig skyldig i anklagen mod ham.