Dansk prestigeprojekt til millioner svines til: Frastødende og elendigt

En britisk anmelder er dybt skuffet over det københavnske prestigeprojekt Blox

Sådan har det udskældte byggeri formet sig. (Video: Realdania)

En forspildt chance, fantasiløst og elendigt designet.

Sådan lyder den hårde dom fra The Guardians anerkendte arkitekturanmelder Oliver Wainwright om det prestigefyldte Blox i København.

Den britiske anmelder har ikke meget positivt at sige om den store bygning, der blandt andet skal huse Dansk Arkitektur Center, lejligheder, kontorer, caféer, en robotstyret p-kælder og en legeplads på Bryghuspladsen i hjertet af København.

- Udefra ser det ikke lovende ud. I stedet for at udstråle uforudsigelige intriger, udstråler bygningen en frastødende og fantasiløs følelse af en kontorbygning, skriver han blandt andet i anmeldelsen.

Men den hårde kritik stopper langt fra der.

Anmelderen kalder blandt andet bygningen for 'højst udansk' og kritiserer bygningens udtryk, som han mener er 'elendigt designet'.

- Man bliver slået i ansigtet med sort beton, sort gummigulv og rå stål.

Blox kommer også til at indeholde et fuldautomatisk parkeringsanlæg - se her, hvordan det virker. (Video: Realdania)

Sammenligner med Gaga
Oliver Wainwright påpeger i sin anmeldelse, at han under sit besøg hos Blox talte med direktøren for Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen, som forklarede, at flere finder bygningen 'kold', men at den for ham er 'cool' og har en 'Lady Gaga-vibe'.

Den udlægning er anmelderen dog langt fra enig i.

- Du kan lidt fornemme, hvad han mener, hvis Gaga havde droppet kødkjolen og havde startet et finansielt rådgivningsfirma, lyder det fra anmelderen.

Oliver Wainwight påpeger samtidig, at han er skuffet over arkitekterne bag projektet, og at han hellere ville have haft, at Bjarke Ingels var blevet hyret til opgaven.

- Det er en forspildt chance for Danmark, og det gør det kun værre, at landets mest efterspurgte arkitekt, den tidligere OMA-ansatte (Office for Metropolitan Architecture, red.) Bjarke Ingels, for nylig byggede en bygning af samme størrelse, forskudte blokke i Billund i form af Lego House - en glædelig ziggurat (tårnlignende bygning, red.), der sætter Københavns dystre glasmonolit i skarp relief, lyder det fra anmelderen.

Byggeriet af Blox begyndte tilbage i sommeren 2013 og åbner på søndag, hvor blandt andet spisesteder og legeplads bliver indviet. Her vil dronningen blandt andet deltage.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar til anmeldelsen fra Kent Martinussen, der står i spidsen for Blox, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

142 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere