Dansk pub lukker igen efter smitteudbrud

Solrød Center Pub genåbnede 18. maj, men to af medarbejderne er efterfølgende konstateret smittet med corona

Som en del af genåbningens fase 2 fik restauranter og cafeer lov til at slå dørene op. Video: Tariq Mikkel Khan

Ligesom de andre værtshuse fik Solrød Center Pub grønt lys til igen at åbne op for beværtning 18. maj, men genåbningen af pubben var en kort fornøjelse. Allerede lidt over en uge senere lukker pubben ned igen på grund af at to medarbejdere er blevet smittet med covid-19.

- Vi havde da glædet os til at åbne op, og det er selvfølgelig ærgerligt, at vi har været nødt til at lukke ned igen, men vi skal nok klare den. Vores stamkunder har været meget støttende igennem hele det her, siger Diane Mørch Andersen, der er direktør for Solrød Center Pub til Ekstra Bladet.

To af pubbens medarbejdere blev konstateret smittet med Covid-19 og pubben lukkede straks efter modtagelsen af den besked, som de fik lørdag d. 30. maj. Det vides ikke, hvor medarbejderne er blevet smittet.

Diane Mørch Andersen opfordrer også deres trofaste kunder til at være opmærksomme på eventuelle symptomer på corona, hvis de har været gæst på Solrød Center Pub i perioden 18-26. maj, hvor de to smittede medarbejdere var på arbejde.

Dagen før genåbning af pubben havde politiet været på besøg for at sikre, at håndteringen af åbningen og overholdelse af myndighederne retningslinjer var på plads – og de havde ingen bemærkninger. Men på trods af overholdelse af myndighedernes anbefalinger har det desværre ikke været nok til at holde virussen væk.

Diane Mørch Andersen, er efterfølgende blevet testet negativ for Covid-19 ligesom de øvrige medarbejdere er blevet opfordret til at blive testet. Resultaterne heraf afventes stadig.

Der er endnu ikke meldt en ny åbningsdato ud for pubben, men de vil melde ud via de sociale medier, når det vurderes ansvarligt at kunne tage imod gæster igen.

319 kommentarer
Vis kommentarer