Solskinsøen Bornholm er i fornemt selskab, når verdens 50 bedste restauranter onsdag klokken 12 dansk tid bliver afsløret på den prestigefyldte World's 50 Best Restaurants-liste. Arrangementet er restauranternes svar på filmbranchens Oscar-uddeling. Det sker i Melbourne, Australien, hvor afsløringen er flyttet hen, efter at det sidste år foregik i New York.
Bornholm er nemlig omdrejningspunktet for råvarerne på menukortet hos Michelin-restauranten Kadeau, Wildersgade København, og forud for afsløringen af top 50 har akademiet bag udsendt navnene på de resturanter, som ligger lige under på pladserne 51 til 100.
Her er Kadeau en såkaldt 'new entry' på listen og placerer sig som nummer 94.
Folkene bag Restaurant Kadeau, barndomsvennerne Rasmus, Magnus og Nicolai, fortæller på restaurantens hjemmeside, at Bornholm åbenbart er noget ganske særligt.
- Vi putter Bornholm på glas, og sørger for, at der er bornholmsk natur på tallerkenen hele året, lyder det blandt andet.
Til Ekstra Bladet siger Nicolai Nørregaard, at han er glad for at være kommet på listen, selv om han endnu ikke er med i det helt fine selskab blandt de 50 bedste.
- Det er lidt en ny milepæl faktisk. Det er noget, man som kok går og drømmer om. Man bilder ofte sig selv ind, så længe man ikke selv er på listen, at tallet 50 er ved at miste sin vægt. Men omvendt betyder det også en del at være der. Man kan se, hvad det har gjort for Noma. Det er jo ikke bare deres Michelin-stjerner, som har bragt dem dertil, hvor de er i dag, siger Nicolai Nørregaard.
Nicolai Nørregaard er ikke i Melbourne, men på Bornholm for at forberede sæsonåbningen for restauranten derovre.
- Det er lidt dårlig timing, hvis jeg skulle tage til Melbourne nu. Vi åbner herovre om en uge, siger han.
Sidste år fik iværksætter-kokken René Redzepi endnu en gang fin hæder, da han som indehaver af Restaurant Noma kom på en fornem 5. plads på listen. En liste, som Noma faktisk toppede tilbage i 2012. Også Geranium og Relæ, som også begge har adresse i København, var blandt de 50 bedste restauranter sidste år.
Vinderen af konkurrencen sidste år var i øvrigt Osteria Francescana, Italien.
Noma er verdens femtebedste restaurant
World's 50 Best Restaurants er et resultat af en afstemning blandt 1040 uafhængige eksperter, som hver har 10 stemmer, som de kan fordele til restauranter, hvor de har nydt den bedste middag i løbet af de seneste 18 måneder. Ingen restauranter kan derfor søge om at komme på listen.
Listen blev første gang præsenteret i 2002 i Restaurant Magazine. Hurtigt blev der arrangeret et award-show, så resultaterne kunne fejres, og det er med tiden blevet til en af de mest prestigiøse arrangementer i branchen hvert år.
Det vides endnu ikke, om der er danske restauranter blandt de 50 bedste. Følg med her på sitet fra klokken 12.