Dansk skole aflyser ikke: Her er der stadig prøver

På Hulvej Privatskole i Horsens kan 9. og 10. klasserne stadig se frem til mundtlige prøver i juni. De tæller dog ikke på eksamensbeviset

Arkivfoto: Janus Engel/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Janus Engel/Ritzau Scanpix

Folkeskolens prøver er aflyst i år. Det meddelte statsminister Mette Frederiksen tidligere i april.

Men på Hulvej Privatskole i Horsens skal eleverne i 9. og 10. klasse alligevel til mundtlige prøver. Det skriver Horsens Folkeblad.

Her er dog på ingen måde tale om en modsigelse af Undervisningsministeriets bestemmelser.

Det vil fortsat være årskaraktererne, som er gældende på eksamensbeviset, men eleverne på den østjyske skole kan alligevel se frem til at få en smagsprøve på eksamenssituationen.

I løbet af juni skal eleverne på højeste og næsthøjeste klassetrin til prøve i dansk, matematik, engelsk og naturfag. Akkurat som det var planlagt, inden coronavirussen ændrede hverdagen.

Det sker imidlertid med det forbehold, at elevernes forældre frit kan beslutte, hvorvidt deres barn skal fritages.

Men Hulvej Privatskoles skoleleder, Henrik Krog, ser det som et godt tilbud til de ældste studerende, der kan få nyttig erfaring med sig videre i rygsækken.

Det er vigtigt at have stiftet bekendtskab med det at gå til prøve, fortæller han til Ekstra Bladet.

- Set i lyset af, at afgangsprøverne er aflyst, synes vi, at det er ærgerligt og synd for de unge mennesker, hvis de ikke får mulighed for at stifte bekendtskab med formatet ved de mundtlige afgangsprøver, siger Krog til Ekstra Bladet.

- De rammer forsøger vi at genskabe online. Eleverne skal have den oplevelse, det er at gå til en mundtlig prøve. Når de engang står på en ungdomsuddannelse, vil denne årgang på det tidspunkt være ringere stillet, hvis det er første gang, at de oplever at stå i en prøvesituation, fortæller skolelederen.

Prøverne vil foregå via internettet, da afgangselever ikke må opholde sig på skolen. Der vil heller ikke være en censor. Ellers er opskriften den samme som normalt. Lige bortset fra, at resultatet altså ikke tæller på eksamensbeviset.

35 kommentarer
Vis kommentarer