Dansk søko koloniserer hele Europa

Siden 2001 har en søko fra Odense Zoo født ti kalve. De bliver sendt videre til zoologiske haver rundt omkring i Europa, så snart de er kønsmodne

Her svømmer søkoen Femmer med sin lille nye unge. Foto: ODENSE ZOO
Her svømmer søkoen Femmer med sin lille nye unge. Foto: ODENSE ZOO

Søkoen ved navn Femmer fra Odense Zoo har født endnu en kalv.

Det skriver Fyens.dk.

Det er den tiende søkalv, som hun har fået siden 2001, og det er meget atypisk. I mange år blev der stort set ikke avlet nye søkøer i Europa, men det fik Femmer hurtigt ændret på.

Hun kom til Odense Zoo i 2001 fra Guyana i Sydamerika og har altså siden da født en masse kalve til stor glæde for den zoologiske have.

- Hun har leveret unger i en meget fast strøm. Det her er fødsel nummer 10. Hun har født en enkelt dødfødt, men ellers har hun været leveringsdygtig, siger zoolog Nina Collatz Christensen til mediet.

Sender til Europa
Når en søko er fyldt fire år, er den kønsmoden.

Derfor flytter man dem fra bassinet, når de når den alder. Særligt fordi hanner kan finde på at parre sig med deres egen mor, hvis de får mulighed for det.

Femmers kalve er derfor også blevet flyttet, og det sørger en koordinator i Nürnberg for. Her finder de ud af, hvor kalven skal sendes hen.

I øjeblikket er der tre voksne søkøer i Odenses bassin, som har plads til seks eksemplarer. Ud over de tre voksne er der en ung han, som blev født i 2017, og så altså den lille nye unge.

Rolig fødsel
Den nye unge blev født tirsdag morgen, og det foregik så roligt, at dyrepasserne stort set ikke opdagede det.

- Det kan godt blive meget dramatisk, når sådan et stort dyr skal føde, men det foregik meget ukompliceret. Dyrepasseren fodrede dem halvanden time inden, og der var ikke noget at se. Men halvanden time efter fodringen havde hun jo så født, siger Nina Collatz Christensen til fyens.dk.

Nu svømmer ungen stille og roligt rundt i bassinet, hvor den er faldet godt til blandt de andre søkøer, selvom den holder sig i nærheden af sin mor.

Femmer fik sit navn, da hun kom til Odense fra Guyana, og hun hedder sådan, fordi hun har fået tatoveret et femtal i nakken.

Der er endnu ikke fundet noget navn til den nyfødte han, men ifølge Nina Collatz Christinsen skal det være lidt mere charmerende og gerne sydamerikansk.

Se også: Dansk søko er druknet i zoo i Paris

34 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere