Forfatter Peter Øvig Knudsen blev i tirsdags udskrevet fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling, efter at han i syv uger har været i behandling for en dyb depression.
Det bekræfter Peter Øvig Knudsen i en sms til Ekstra Bladet.
Peter Øvig Knudsen har indvilget i, at Ekstra Bladet frit citerer fra det Facebook-opslag, som han søndag aften har lagt på sin Facebook-side, hvor han fortæller om sin indlæggelse til sine mange tusinde følgere.
Peter Øvig Knudsen var i fire uger indlagt på den lukkede afdeling efterfulgt af tre uger på den åbne. Han giver udtryk for, at han har været igennem et langt forløb, hvor han til at begynde med slet ikke var klar over, hvor syg han egentlig var.
- Depressionen sneg sig ind på mig i det tidlige efterår 2017. I begyndelsen genkendte jeg oplevelsen fra tidligere i mit liv, men efterhånden blev min tilstand alvorligere, end jeg nogensinde havde prøvet før, og allerede midt i november talte flere fagfolk om, at jeg måske skulle lade mig indlægge, skriver Peter Øvig Knudsen i opslaget.
Pårørende traf beslutning om indlæggelse
Det var Peter Øvig Knudsens nærmeste, som tog beslutningen om at få ham indlagt, skriver han videre.
- Jeg vægrede mig og ville hellere klare det selv, men jeg blev mere og mere sort i hovedet - og et stykke inde i januar besluttede mine nærmeste at få mig indlagt på Rigshospitalets lukkede afdeling.
- De første dage var jeg meget, meget syg, kan jeg se i dag. Jeg var ikke alene lammet af svær depression, men også af voldsom angst, lyder det i Peter Øvig Knudsens status-opdatering.
Peter Øvig Knudsen gennemgik en elektrochokbehandling over flere uger, fortæller han.
- På nærmest mirakuløs vis bevægede jeg mig ud af den sorteste depression, skriver han videre i sin Facebook-opdatering.
En tur i mørket gør klog
Behandlingen har gjort - skriver den 56-årige forfatter - at de mørke tanker nu er erstattet med livlyst, nysgerrighed og glæde, som er begyndt at vende tilbage.
Og Peter Øvig Knudsen føler nu, at han er blevet klogere af at have været en tur gennem mørket.
- Og i hvert fald mere følsom (for nu ikke at sige decideret rørstrømsk), skriver Peter Øvig Knudsen.
Forfatter: Unge kender ikke bzernes voldsomme oprør i 1980erne
- Jeg føler en stor taknemmelighed over for hospitalets kompetente læger, et omsorgsfuldt personale, fine medpatienter, min superkvinde af en vedholdende kærlig kæreste, vores seje samboer og børn plus de genuint sødeste venner, lyder det videre.
Peter Øvig Knudsen oplyser, at han i de næste to år skal gennem et opfølgende forløb på Rigshospitalet, som indeholder samtaler og terapi.