Kulturen i sundhedsvæsnet er syg, når mange sygeplejersker vælger tavshed frem for kritik, når de oplever dårlige forhold i sundhedsvæsenet.
Det mener næstformanden i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg.
- Vi tager de her problemer op med ledelserne i sundhedsvæsnet for at få bragt en anden kultur ind i sundhedsvæsnet. Og så vil vi tale med Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvordan vi i fællesskab kan forandre de her forhold, siger hun.
En ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd og Megafon viser, at 28 procent af sygeplejerskerne vælger at tie om kritisable forhold i sundhedsvæsnet.
Og det er nogle voldsomme tal, mener Dorte Steenberg.
- Det er meget bekymrende, at så mange sygeplejersker oplever, at de ikke kan bringe relevant kritik frem på deres arbejdsplads, siger hun.
- Det kan have store konsekvenser for patientsikkerheden, hvis sygeplejerskerne ikke kan udføre deres arbejde fagligt forsvarligt.