Dansk vandland i store problemer

Røde tal hos ejerne af Water & Wellness i Randers skaber frygt for konkurs

Water & Wellness i Randers kan være på vej mod nyt ejerskab. Foto: Ritzau Scanpix
Water & Wellness i Randers kan være på vej mod nyt ejerskab. Foto: Ritzau Scanpix

Frygten breder sig for, at Water & Wellness i Randers kan være i nærheden af konkurs. Det er selvom vandlandet har haft overskud to år i træk.

Det skriver Randers Amtsavis.

Moderkoncernen bag vandlandet, Familien Skak Holding, kunne i årsregnskabet fremvise en egenkapital på minus 204 millioner kroner. Kasper Fuhr Christensen, der er byrådsmedlem i Randers Kommune for Velfærdslisten frygter, at det kan få uforudsete konsekvenser for borgerne i Randers Kommune og vandlandets fremtid.

- Min bekymring går på, om selskabet går konkurs, og Randers Kommune kommer til at stå med en temmelig stor regning, siger Kasper Fuhr Christensen til Randers Amtsavis.

Ifølge årsrapporten for Randers Leisure Center A/S, der ejer og udlejer Water & Wellness, skulle der være en større usikkerhed omkring selskabets mulighed for at drive vandlandet i fremtiden.

Det er den usikkerhed, der har fået Kasper Fuhr Christensen til at anmode forvaltningen om at gøre rede for, hvor galt det skal gå før konkursen melder sig.

Salg under opsejling
Bestyrelsesformand i Randers Leisure Center A/S, Mogens Jøgensen, bekræfter over Randers Amtsavis, at moderselskabet har et ønske om at sælge vandlandet.

-  Vi kigger os løbende om efter en egnet køber til Water & Wellness. Indtil der er fundet nye ejere, drifter vi det, som vi har gjort hidtil. Spørgsmålet er også, om vi på længere sigt er de rigtige ejere for Water & Wellness i Randers, som er det eneste aktiv, vi har tilbage, siger Mogens Jørgensen.

Han beskriver yderligere vandlandet, som værende en fornuftig forretning.

Skulle Water & Wellness blive sat til salg, vil det skulle godkendes af Randers Byråd. Skulle selskabet gå konkurs får kommunen mulighed for at købe vandlandet til en fordelagtig pris, som vil være lavere end det bygherrerne har brugt på at opføre byggeriet.

Bygningerne blev i Randers Leisure Ejendommes seneste årsregnskab vurderet til 160 millioner kroner.

59 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere