Dansk virksomhed fyrer 300

Danfoss fyrer 70 medarbejdere i Danmark og 300 på globalt plan. Det er handelskrigen mellem USA og Kina, der gør tilværelsen usikker for koncernen

Virksomheden Danfoss, der nok er mest kendt for sine termostater til radiatorer, fyrer 300 ansatte på globalt plan. Af dem er 70 stillinger i Danmark.

Deriblandt stillinger i koncernens hovedkontor på Als.

Det skriver TV2.

Ifølge TV2 er det handelskrigen mellem USA og Kina, der giver øget uro på verdensmarkedet, som er den største trussel imod Danfoss.

Der er ifølge ledelsen behov for at skære i produktionen for at tilpasse den lavere til efterspørgsel, skriver TV2. Det sker, selvom den internationale virksomhed er vokset med 1500 medarbejdere det seneste år.

- På grund af den tiltagende globale usikkerhed har vi desværre set os nødsaget til at sige farvel til medarbejdere i Danmark og en række andre lande, siger Mikkel Thrane, der er chef for Group Media Relations i Danfoss, til TV 2.

Oplever fremgang
Trods fyringerne kunne Danfoss ellers i starten af november fremvise et regnskab med overskud i økonomien. Virksomhedens overskud steg på grund af fremgang i salget i USA og Kina.

Danfoss' salg er steget fem procent til 34 milliarder kroner i årets første ni måneder.

Samtidig er overskuddet vokset med 15 procent til 2,8 milliarder kroner. Det viser virksomhedens regnskab, der landede 1. november.

- Det stigende fokus på at løse klimaforandringer gør vores energieffektive teknologier mere relevante end nogensinde før, sagde direktør Kim Frausing i en kommentar til regnskabet.

- Samtidig efterspørger vores kunder i stigende grad mere intelligente systemer til for eksempel bygninger og supermarkeder, lød det fra direktøren.

De nu fyrede danske medarbejdere i Danfoss havde primært stillinger i Vejle, Nordborg, Kolding, Hasselager og Silkeborg.

130 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere