Dansk virksomhed skal betale 149 millioner

Den danske varmevirksomhed Verdo Varme skal betale 149 millioner kroner tilbage til sine kunder

Verdo Varme skal betale op mod 150 millioner kroner tilbage til sine kunder. Foto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix
Verdo Varme skal betale op mod 150 millioner kroner tilbage til sine kunder. Foto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix

Varmevirksomheden Verdo Varme i Randers skal betale 149 millioner kroner tilbage til sine kunder efter at have opkrævet kunderne for mange penge.

Det har Forsyningstilsynet afgjort, oplyser tilsynet tirsdag.

Forsyningstilsynet oplyser, at der er tale om en sag, hvor man har kigget nærmere på Verdo Varmes forretning af ejernes indskudskapital fra 2006 til 2017.

Herfra har man vurderet, at beregningen af ejernes indskudte kapital har været alt for høj, og derfor kan virksomhedens kunder nu se frem til at få penge tilbage, efter de har betalt for meget.

- Det er vigtigt, at indskudskapitalen og forrentningen opgøres korrekt. Vores afgørelse konkluderer, at det ikke gennem hele perioden har været tilfældet hos Verdo Varme, siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt ifølge DR.

Det er ikke første gang, at Verdo-koncernen skal betale forbrugerne penge tilbage, som er blevet opkrævet uretmæssigt.

Tidligere har koncernen skullet betale 234 millioner kroner tilbage i en anden sag om forrentning af indskudskapital. Dengang var det i perioden 2000 til 2005.

Verdo-koncernen venter også på svar i yderligere to sager, som ligger i Forsyningstilsynets sagssystem. Den ene handler om forrentning af indskudskapital opkrævet fra kunderne hos Verdo Produktion.

Den anden sag omhandler Verdo-selskabernes brug og indregning af omkostninger på lån internt i koncernen.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere