Danske astronomer opdager 'dronningen af alle supernovaer'

En supernova, der lyser dobbelt så kraftigt som normalt, kan være resultat af sammenstød mellem to stjerner

Når en stjerne, der har mindst otte gange så stor masse som Solen, dør, sker det i en voldsom eksplosion, som kaldes en supernova. Nu har forskere fra blandt andet Niels Bohr Instituttet observeret den kraftigste supernova nogensinde. Forskerne mener, at den stammer fra et sammenstød mellem to stjerner. (Arkivfoto). Foto: Nasa Nasa/Reuters
Når en stjerne, der har mindst otte gange så stor masse som Solen, dør, sker det i en voldsom eksplosion, som kaldes en supernova. Nu har forskere fra blandt andet Niels Bohr Instituttet observeret den kraftigste supernova nogensinde. Forskerne mener, at den stammer fra et sammenstød mellem to stjerner. (Arkivfoto). Foto: Nasa Nasa/Reuters

Sammen med en gruppe internationale forskere har danske astronomer fundet en supernova, der lyser meget kraftigere og i længere tid end alle andre supernovaer, som man hidtil har observeret.

Det skriver Københavns Universitet, der i en pressemeddelelse kalder supernovaen 'dronningen af alle supernovaer'.

Når en stjerne, der har mindst otte gange mere masse end Solen, dør, sker det i en voldsom eksplosion, der kaldes en supernova. Det sker cirka en gang hvert 100 år i vores galakse, Mælkevejen.

Nu har forskere fra blandt andet Københavns Universitet altså fundet en supernova, der lyser kraftigere end alle andre, man hidtil har observeret.

- Vi har aldrig oplevet en supernova, der lyser så kraftigt. Derudover lyste den i hele 600 dage, hvor en 'normal' supernova lyser mellem 10 og 100 dage, før den brænder helt ud, udtaler Alejandro Vigna-Goméz, der er postdoc på Dark Cosmology Center på Niels Bohr Instituttet.

Han har sammen med forskere fra blandt andre Harvard-, Northwestern-, Ohio- og Stockholm Universitet netop udgivet et studie om de overraskende resultater i tidsskriftet Nature Astronomy.

Ud over at supernovaen med navnet 'SN2016aps', lyser dobbelt så kraftigt som 'normale' supernovaer, har den en eksplosionskraft, der er fem gange så voldsom som en almindelig stjernedød.

En så lysende og kraftigt eksploderende stjerne har rumforskere aldrig oplevet før, og det store spørgsmål er, hvordan det kan lade sig gøre.

- Den energi, der kommer fra eksplosionen, viser, at stjernen har haft en masse på 50-100 gange Solens. Men hvis den har haft det, så er der alt for meget brint tilbage, da den eksploderer, fortæller Alejandro Vigna-Goméz.

- Normalt brænder gassen hurtigt ud, når en stjerne begynder at eksplodere og 'dø', men for denne særlige supernova var niveauet højt lige til det sidste. Det tyder på, at der var to stjerner med højt indhold af gas, der var blevet til én, forklarer han.

Selvom forskerne endnu ikke ved med 100 procents sikkerhed, at det er sammensmeltningen af to stjerner, der er årsagen til den særlige supernova, er de nu et skridt tættere på at bekræfte, hvad der hidtil blot har været teori.

- Derudover er det vildt at tænke på, at de begrænsninger, vi troede, at supernovaer havde, nu ikke længere gælder. Det her studie bekræfter, at der stadig er meget at opdage om vores forunderlige univers, lyder det fra Alejandro Vigna-Goméz.