Danske Bank indfører negative renter

Kunder i Danske Bank med tilstrækkeligt store indeståender skal fra 1. juni betale negative renter

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Som den sidste af de største banker i Danmark indfører Danske Bank negative renter for visse kunder.

De nye renteændringer træder i kraft 1. juni, oplyser banken i en pressemeddelelse.

Danske Bank indfører negative renter for indeståender for 1,5 millioner kroner for kunder med NemKonto og 750.000 for kunder uden NemKonto, oplyser banken

 Vi må indstille os på, at det usædvanligt lave renteniveau og de negative renter vil fortsætte flere år endnu. Samtidig kan vi konstatere øget interesse for at placere penge hos os fra kunder, som vi ikke ellers har andre forretninger med, siger Thomas Mitchell, Danske Banks chef for privatkunder i Danmark.

- Det er uholdbart i længden, og vi føler os nødsaget til at lade det usædvanlige renteniveau slå igennem på meget store indeståender. Rentesænkningen omfatter under én procent af vores privatkunder, fortsætter han.

Tidligere har en lang række andre danske banker såsom Jyske Bank, Sydbank, Nordea og Nykredit indført forskellige former for negative renter.

- Når vi sætter forskellige grænser for, hvornår de negative renter slår igennem, er det dels af hensyn til vores eksisterende kunder og dels for også på dette område at give konkrete fordele for kunder, der samler deres forretninger hos os, siger Thomas Mitchell.

Rentesatsen gælder ikke for blandt andet pensions- og børneopsparinger, skriver banken afslutningsvist. 

321 kommentarer
Vis kommentarer