Danske Bank vil skære i antallet af ansatte.
Derfor tilbyder storbanken nu 2000 af sine danske ansatte en frivillig fratrædelsesordning.
Det skriver TV2. Det bekræfter Danske Bank også til Ekstra Bladet.
'Som led i vores plan for at blive en bedre bank har vi behov for at reducere omkostningerne, så vi bl.a. kan investere markant i at blive en endnu mere digital, enkel og effektiv bank. I den forbindelse ser vi på alle omkostninger på tværs af koncernen, og det indebærer også, at vi over tid vil blive færre medarbejdere,' siger Anne Knøs, midlertidig HR-chef i Danske Bank, i en mail til Ekstra Bladet.
Banken, der er landets største bank, indførte allerede et ansættelsesstop i september. Men nu vil de altså have endnu færre medarbejdere.
'Vi har tidligere indført ansættelsesstop, og vi har i Danmark også åbnet for muligheden for frivillige fratrædelser for medarbejdere i særligt hovedsæde- og stabsfunktioner,' udtaler Anne Knøs videre i mailen.
Kunderne giver bundkarakter til Danske Bank
Da banken indførte ansættelsesstop, var forklaringen stigende udgifter krydret med pres på indtægterne.
'Som vi oplyste tidligere på året, er vores omkostninger steget - særligt på grund af udgifter til bekæmpelse af hvidvask og finansiel kriminalitet, og vi er som alle banker udfordret af lave renter, lave marginer og udfordringer relateret til den digitale omstilling,' oplyste Karl Kjær Bang, der er pressemedarbejder i Danske Bank, dengang.
Ifølge mediet fik personalet i Danske Bank beskeden i fredags. De ansatte har frem til 31. januar for at beslutte sig, om de vil tage imod tilbuddet.
Der drejer sig om 11.000 medarbejdere i Danske Bank, der kan tage imod tilbuddet om frivillig fratrædelse.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.