Danske Bank-top uenig om håndtering af hvidvasksag

Ifølge ny bog om Danske Banks hvidvasksag tøvede den daværende topchef med at iværksætte grundig undersøgelse

Danske Bank kunne 'langt tidligere' være kommet til bunds i opklaringen af den sag om hvidvask i bankens estiske filial, som i sidste ende kostede Thomas Borgen jobbet som administrerende direktør.

Det fremgår af en ny bog, skriver Berlingske.

I marts 2017, da sagen for alvor begyndte at rulle i offentligheden, argumenterede flere højtplacerede nøglepersoner i Danske Bank for, at der skulle foretages en tilbundsgående undersøgelse.

Men i stedet for omgående at iværksætte en omfattende undersøgelse skar Danske Banks daværende topchef, Thomas Borgen, igennem og valgte trods den interne uenighed en langt mere begrænset undersøgelse til at begynde med.

Det fremgår af bogen 'Beskidte milliarder', som handler om hvidvasksagen. Den er skrevet af de tre Berlingske-journalister, der i 2018 vandt Cavlingprisen for deres afsløringer af sagen.

I bogen fortæller centrale kilder, at Thomas Borgen ikke ville lade sig presse af skriverier i medierne og forargede politikere til at sætte en stor og bekostelig undersøgelse i gang.

Han lænede sig i høj grad op af, at opfattelsen i Danske Bank i marts 2017 var, at nok havde der været problemer i Estland, men at der var ryddet op, og banken var kommet videre.

- Hvis Thomas Borgen havde sat spaden i jorden noget før, var man kommet noget hurtigere frem til resultatet, siger Flemming Poulfelt, der er professor emeritus i ledelse på CBS, til Berlingske.

Jakob Dedenroth Bernhoft, hvidvaskekspert og direktør i Revisorjura.dk, har fulgt Danske Banks hvidvasksag tæt de seneste år. Han kritiserer bankens håndtering af sagen, da den brød ud i begyndelsen af 2017.

- Det er klart, at bankens nølen har været med til at forsinke opklaringen, siger han til avisen.

Danske Bank har ikke ingen yderligere kommentarer end dem, der blev fremlagt i en advokatundersøgelse i 2018.

- Som advokatundersøgelsen konkluderede i september, skulle der blandt andet have været sat mere grundige undersøgelser i gang tidligere. Der er generelt ikke nogen tvivl om, at vi i denne sag gjorde for lidt for langsomt, oplyser Danske Bank.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere