Danske Banks overskud styrtdykker

Kundeafgang i forbindelse med hvidvasksagen i Estland har været medvirkende til, at Danske Banks overskud i første halvår af 2019 er 25 procent lavere end sidste år

Danske Bank-aktien er faldet, efter det tidligere på morgenen kom frem, at banken i første halvår af 2019 fik et overskud på blot syv milliarder kroner efter skat.

Det er en fjerdedel lavere end sidste år, skriver Ritzau.

Kort efter fondsbørsens åbning falder Danske Bank således med 0,5 til kurs 101,5.

Estland spøger i kulissen
Danske Bank oplyse skrev i forbindelse med præsentationen af halvårsregnskabet, at hvidvasksagen i Estland stadig spøger i kulissen.

- Den estiske sag fortsætter med at have en negativ indflydelse på kundetilfredsheden og kundeantallet for detailkunder i Danmark, skriver Danske Bank.

Danske Bank mistede 13.600 NemKonto-kunder i første halvår. 4300 af dem i andet kvartal.

Nedjustering af overskud
For ti dage siden præsenterede banken da også en nedjustering for andet kvartal ti dage forud for det endelige regnskab, hvilket for mange indikerede, at regnskabet for april, maj og juni ikke just ville komme til at imponere.

Forventningerne til overskuddet blev således nedjusteret med 1 milliard efter skat i 2019 til 13-15 milliarder.

Danske Banks store hvidvasksag

* Undersøgelsen påviser, at ledelsen i Danske Bank gentagne gange blev advaret om mistænkelige kunder og alvorlige mangler i forebyggelsen af hvidvask i den estiske afdeling.

* Det skete allerede i 2007, da Danske Bank overtog den estiske bank. Her advarede det estiske finanstilsyn i en kritisk rapport.

* Samtidig kom der en konkret advarsel fra den russiske centralbank om skatteunddragelse og hvidvask for milliarder af rubler i den estiske afdeling. Danske Bank reagerede ikke.

* Også i 2009, 2010, 2013, 2014 og 2015 blev ledelsen advaret. Men først i 2015 lukker Danske Bank filialen i Estland for udenlandske kunder.

* Undersøgelsen fandt frem til 6200 mistænkelige kunder. I alt var 10.000 udenlandske kunder i den estiske filial i perioden. I alt er 15.000 kunder i omfattet af undersøgelsen.

* Den samlede strøm af penge fra de udenlandske kunder gennem den estiske filial i perioden 2007-2015 udgjorde 200 milliarder euro. Det svarer til knap 1500 milliarder kroner.

* Undersøgelsen har ikke kunnet fastslå, hvor stor en del af beløbet, der er "mistænkeligt". Men det er formentligt "en meget stor del" af de 1500 milliarder kroner.

* Selv om ledelsen får hård kritik i undersøgelsen, vurderer advokaterne, der er hyret af banken, at hverken topchef eller bestyrelse har et retligt ansvar i sagen.

* Nuværende og tidligere ansatte og ledere i Estland og Danmark, der har været involveret i sagen, har fået advarsler, er blevet fyret, har fået frataget bonusser og er blevet indberettet til myndigheder. De fleste er ikke længere i Danske Bank.

* Flere ansatte i Estland er blevet meldt til politiet på grund af mistanke om medvirken.

* 42 ansatte og andre, som modtog kommission for at formidle kunder, har opført sig "mistænkeligt".

* Danske Bank og over ti personer bliver fortsat undersøgt af myndigheder i flere lande og i Danmark er har Bagmandspolitiet sigtet.

Kilder: Ritzau

Hvidvasksagen har medført kundetab
Danske Bank blev uhyre hårdt ramt af hvidvasksagen i Estland, og da banken præsenterede regnskabet for første kvartal kom det frem, at omkring 8500 kunder havde forladt banken i årets tre første måneder.

Det svarede til 0,6 procent af bankens kundebase i Danmark.

I fjerde kvartal i 2018 mistede Danske Bank desuden 9900 kunder.

219 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere