SVM-regeringen har besluttet at efterlade en seksårig, syg og delvist døv dreng med dansk statsborgerskab i al-Roj-lejren i Syrien sammen med sin mor.
Samtidig er det blevet besluttet, at to drenge på hhv. fem og seks år, der også er syge, og som også har dansk statsborgerskab, hentes til Danmark sammen med deres mor.
Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet til Ekstra Bladet.
'Forskelligt syn'
'Regeringen har efter en fornyet, samlet vurdering besluttet at tilbyde evakuering til yderligere to børn og børnenes mor - uafhængigt af spørgsmålet om moderens statsborgerskab. Der er tale om en samlet vurdering, hvor bl.a. tilknytning til Danmark har indgået. Det er næppe nogen hemmelighed, at regeringens partier har forskelligt syn på dette emne,' lyder det i en skriftlig kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek der fortsætter:
'Der skal ikke herske tvivl om, at den kvinde, som nu tilbydes evakuering, på ingen måde er ønsket i Danmark. Og regeringen lægger stor vægt på, at moderen, når hun i givet fald kommer til Danmark, i videst muligt omfang vil blive søgt retsforfulgt og stillet til ansvar for sine forbrydelser. Og at hun vil blive søgt udvist af Danmark, hvis betingelserne er opfyldt.'
Samtidig oplyser ministeren:
'Tilbuddet om evakuering af det barn, hvis mor ikke tilbydes evakuering, står selvfølgelig stadig ved magt. Regeringen vil stærkt appellere til, at hun hjælper sit barn og samtykker til, at det evakueres til Danmark, hvis hun vurderer, at det er i barnets interesse.'
Dødssyg dreng
Ekstra Bladet mødte i april måned den kvinde, SVM-regeringen med dagens udmelding nu endeligt har afvist kan komme til Danmark med sin syge søn.
Der er tale om en 25-årig kvinde, der har somaliske rødder, men som er født i Danmark, og som, indtil den daværende socialdemokratiske regering i 2021 tog det fra hende, derfor havde dansk statsborgerskab.
Hun tilsluttede sig Islamisk Stat som 16-årig, er kendt som den ene halvdel af de såkaldte 'terrortvillinger' og er af PET og FE vurderet til at være en mulig trussel.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Over for Ekstra Bladet understregede hun i april flere gange, at hendes søn - der blev født, mens moderen stadig var dansk statsborger - er 'dødssyg' og lider.
Noget, der blev bakket op af en rapport allerede for et år siden, og som drengens advokat, Knud Foldschack, også flere gange har bekræftet - senest over for Ekstra Bladet:
- I min verden er det relevante, at der er en dreng, som er dansk statsborger, som er hamrende syg, og som burde have været hjemme for lang tid siden, lød det således fra advokaten så sent som i går.
Ekstra Bladet i Syrien: Bag kulissen