Danske EM-tilskuere smittet med meget smitsom corona-variant

4000 tilskuere opfordres til at blive testet hurtigst muligt

Danske EM-tilskuere smittet med meget smitsom corona-variant

Der var ikke meget afstand, da der var fest foran Parken efter sejren.

Tre tilskuere, som var til stede ved EM-kampen mellem Belgien og Danmark, er blevet testet positiv for smitte med Delta-varianten.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag aften på Twitter, hvor de også opfordrer tilskuere, der befandt sig i visse sektioner, til at blive testet hurtigst muligt.

'Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer tilskuere i sektion C 1-4 og C 6-7 i Parken til kampen mellem Danmark og Belgien 17. juni til at tage en PCR-test hurtigst muligt. Ingen anbefaling om isolation. Enkelte tilskuere er testet positive med Delta-varianten,' skriver de.

Artiklen fortsætter efter tweetet ...

Bekymrende variant
Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bekræfter smitten på Twitter.

'Vi har tre tilskuere fra fodboldkampen Danmark-Belgien i torsdags, der er testet positive for deltavarianten,' skriver han.

'4.000 tilskuere fra C-tribunen sektion 1, 2, 3, 4, 6 og 7 opfordres derfor til at blive PCR-testet. Styrelsen for Patientsikkerhed og DBU arbejder tæt sammen om effektiv smitteopsporing'.

Artiklen fortsætter efter tweetet ...

Delta-varianten blev først opdaget i Indien, men er begyndt at sprede sig i Danmark. Statens Serum Institut har tidligere udtrykt bekymring for den.

- Det er en variant, vi er bekymret for, og som vi rigtig gerne vil holde nede, så længe vi kan. Det skyldes, at den ifølge engelske myndigheder er op til 50 procent mere smitsom og muligvis mere alvorlig end andre varianter, har konstitueret faglig direktør i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause udtalt.

- Den ser ud til at være forbundet med en øget risiko for indlæggelse.