Danske fætre scorer jackpot på paradis-ø

Tre arvinger til bilimportørselskabet Semler Gruppen scorer millioner på at sælge resterne af deres guldæg Maldivian Air Taxi

Milliardæren Lars Erik Nielsen er medejer af Semler Gruppen, hvor han er næstformand i bestyrelsen. Foto: /Ritzau/Sanne Vils Axelsen
Milliardæren Lars Erik Nielsen er medejer af Semler Gruppen, hvor han er næstformand i bestyrelsen. Foto: /Ritzau/Sanne Vils Axelsen

Nok var de tre fætre Lars Erik Nielsen, Jesper Mourier og Rene Mourier allerede stenrige som arvinger til bilimportørfirmaet Semler Gruppen, men nu kan de alle lægge endnu flere penge i pengetanken.

I 1991 stiftede de Maldivian Air Taxi, som er et selskab, der fragter folk rundt i vandfly på paradisøen Maldiverne. I 2013 solgte de selskabet til Blackstone, der er en af verdens største kapitalfonde, med en gevinst på 550 millioner kroner.

Selskabet blev lagt sammen med konkurrenten Trans Maldivian Airways, og fætrene beholdt ti procent af aktierne. Men nu er de også solgt, skriver dagbladet Børsen, der har talt med Lars Erik Nielsen:

Barnet er fløjet fra reden
- Nu er barnet så flyttet  helt hjemmefra, og det er dejligt, selvom vi da også kniber en tåre. Vi fik en god pris, som vi er tilfredse med, siger han.

Samlet blev selskabet solgt for cirka tre milliarder kroner, deraf skal selskabets gæld fratrækkes, og dermed ender de tre entreprenører med at få en gevinst, der er under 300 millioner kroner, siger han til avisen:

- Når gælden er trukket fra, lander vi selvfølgelig lidt lavere. Men vores andel giver os et pænt trecifret millionbeløb, siger han.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere