Danske familier mister 3000 kr. på bankindlån om året

Du får nul kroner i renter på din bankbog. Til gengæld æder inflationen for 3000 kr. i købekraft hvert år

Du får færre penge at købe for, hvis du bare parkerer din opsparing i banken. Nulrente og inflationen æder dine penge op. Foto: Colourbox
Du får færre penge at købe for, hvis du bare parkerer din opsparing i banken. Nulrente og inflationen æder dine penge op. Foto: Colourbox

Den gode nyhed er, at danske familier i gennemsnit har lidt over 300.000 kr. stående som indlån i bankerne.

Den dårlige nyhed er, at de bliver mindre og mindre værd.

- Danskernes opsparing på indlånskonti vokser år efter år, selv om pengene oftest kun får en meget lav rente eller slet ingen, Det betyder, at man reelt taber penge, fordi inflationen udhuler købekraften. En dansk familie mister således i gennemsnit 3000 kroner om året i øjeblikket, siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord.

Bliver værre endnu

3000 kr. er mere end halvdelen af den skattelettelse, som regeringen med deres nye udspil stiller en almindelig HK'er i udsigt. Og det kan hurtigt blive meget værre. Alt tyder nemlig på, at inflationen er på vej op, mens der ikke er udsigt til, at du får mere i rente i banken så langt øjet rækker.

- Hvis det seneste inflationstal for juli på 1,5 procent skulle vise sig at være tallet for 2017 som helhed, ville det se endnu værre ud. I så fald ville tabet i købekraft løbe op i 4679 kr., siger Jens Nyholm.

Spild af penge

Han peger på, at danskernes opsparing i banken er steget fra knapt 400 milliarder kroner i 2003 til nu svimlende 840 milliarder.

- Det hænger delvist sammen med, at vi gerne vil have penge klar, som vi kan bruge umiddelbart, hvis vi får brug for det. Og her er det naturligt, at vi gemmer dem i banken i stedet for under madrassen. Men kendsgerningen er, at det i mange år har været spild af penge.

Siden 2005 har der således kun været et enkelt år, hvor renten i banken var højere end inflationen, og det er 10 år siden, påpeger Jens Nyholm.

Brug pengene effektivt

Han mener, at folk, der har større summer stående i banken, end de umiddelbart forventer at få brug for, bør overveje at udnytte nogle af pengene mere effektivt.

- En oplagt måde er at betale dyr gæld ud eller spare op i sin bolig ved at betale afdrag på realkreditlånet. En anden mulighed er at investere pengene. F.eks. i aktier, der set over det lange løb har givet gode afkast. Det indebærer selvfølgelig en vis risiko, som man skal være klar over, siger Jens Nyholm.

Skift bank

Du kan også overveje noget mindre risikobetonet, nemlig finde en bank, der giver en højere rente, siger Morten Westergaard, direktør i Mybanker.dk. Han peger på, at flere banker, f.eks. Ikano Bank, giver 0,7 pct. i rente på en konto uden binding.

- Hvis alle danskere flyttede deres opsparing til denne rente, ville vi som folk tjene 4,3 milliarder  kr. mere i renteindtægter i forhold til i dag. Og endnu bedre, hvis vi alle vælger at binde opsparingerne i blot én måned. Så  vil den samlede, årlige merindtægt ligge på 6 milliarder kr.

................

Fakta

I juli havde de private husholdninger samlet set 840 milliarder kr. stående på indlånskonti i bankerne til stort set ingen rente.

Opsparingen har været stigende gennem mange år. De 840 milliarder kr. er mere end en fordobling fra niveauet på knap 400 milliarder i 2003 - en periode, hvor den danske økonomi er vokset 35 procent.

I år er gennemsnittet af den årlige inflationstakt i de første syv måneder på én procent. Tallet er stigende. Det seneste inflationstal for juli er således på 1,5 pct.

158 kommentarer
Vis kommentarer